Du bruger en ældre browserversion. Brug en understøttet version for at få den bedste MSN-oplevelse.

Curlingforældre baner vejen for psykiske sygdomme hos teenagere

The Guardian's logo The Guardian 10-01-2019 Jonathan Haidt and Pamela Paresky


Vi taler konstant om, hvordan vi kan gøre vores børn mere "robuste", men hvad end vi gør, virker det ikke. Tallene for angstlidelser og depression stiger hurtigt blandt teenagere, og i USA formår universiteterne ikke at ansætte terapeuter hurtigt nok til at følge med efterspørgslen. Så hvad gør vi forkert? 

Nassim Taleb opfandt begrebet "antifragile" (dansk: anti-skrøbelig), som han i 2012 brugte i sin bog af samme navn til at beskrive en lille, men meget vigtig, klasse af systemer, der vil styrkes gennem chok, udfordringer og lidelser. Fx knogler og banksystemet, hvor forskellige de kan synes at være, er to eksempler på anti-skrøbelige systemer. Begge bliver svagere - og mere tilbøjelige til katastrofale svækkelser - hvis de over lang tid ikke udsættes for stresspåvirkninger og derefter møder en stor udfordring.

Immunforsvaret er et endnu bedre eksempel: Det behøver eksponering for visse former for bakterier og potentielle allergener i løbet af barndommen for at kunne udvikle sig til sin fulde kapacitet. Forældre, der behandler deres børn, som var de skrøbelige væsener (eksempelvis ved at holde dem væk fra snavs og potentielle allergener som fx jordnødder) frarøver deres børns umodne immunsystem læringserfaringer, som disse systemer kræver for at udvikle deres maksimale beskyttelsesevne.

Et socialt immunforsvar

Børns sociale og følelsesmæssige færdigheder er lige så anti-skrøbelige som deres immunforsvar. Hvis man som forælder overbeskytter børnene og holder dem "i sikkerhed" fra ubehagelige sociale situationer og negative følelser, fratager vi dem udfordringerne og dermed mulighederne for at udvikle de evner, de behøver for at blive stærke og robuste. Sådanne børn er i større risiko for at få problemer, når de senere i livet udsættes for andre ubehagelige, men almindelige hændelser, såsom drillerier og social eksklusion.

Nogle forbehold er imidlertid nødvendige: Børn har brug for venner og en kærlig og pålidelig person, de kan knytte sig til. Børn, der er vokset op med frygt i uforudsigelige eller voldelige omgivelser, oplever forhøjede niveauer af stresshormoner i længere perioder ad gangen. En sådan langvarig eksponering kan ændre hjernens udvikling permanent og øge stress-reaktiviteten med livslange konsekvenser for den mentale og fysiske sundhed.

Men korte perioder med normal stress er ikke skadelige; de er fundamentalt vigtige. En gennemgang af stressforskningen lavet i 2013 med titlen "Understanding resilience" (dansk: At forstå modstandsdygtighed) ekspliciterer analogien til immunforsvar: "Stress-”indpodning”- eller smitte med stress - giver en form for immunitet mod senere stresspåvirkninger, der kan sammenlignes med måden, hvorpå vacciner bevirker immunitet mod sygdom." Hvad ville der ske, kan man da spørge, hvis vi pludseligt stoppede med at gøre børn immune over for denne form for stress?

Generation skrøbelig

Vi har i samarbejde med Greg Lukianoff for nyligt skrevet en bog med titlen The Coddling of the American Mind (Dansk: Forkælelsen af det amerikanske sind) om den kultur, der opstod på amerikanske universitetscampusser omkring 2014, og som har spredt sig til campusser i Storbritannien og Canada. I bogen beskriver vi, hvordan studerende begyndte at bruge et sprog, præget af et øget fokus på sikkerhed og fare til at beskrive ideer og talere samt til at kræve en politik, der bygger på forestillingen om, at nogle studerende er skrøbelige (eller "sårbare"). Begreber som "safe space" (sikret rum), "trigger warning” (triggeradvarsel) og "microagression” (mikroaggression) fandt således sin vej ind i sproget. Disse, mener vi, er opråb fra en generation, der blev frarøvet den nødvendige mængde social immunisering. Studerende reagerer nu med en art følelsesmæssig allergisk reaktion (ofte omtalt som "triggered") over for ting, som tidligere generationer hverken ville have afvist eller argumenteret imod.

Fri leg udvikler børns sociale og emotionelle kompetencer

Det er ikke børnenes skyld. I Storbritannien, såvel som i USA, blev forældrene i 1980'erne og 1990'erne meget mere ængstelige. Dette kan forklares med den overvældende eksponering for ellers sjældne forekomster af brutal vold og vanvittige hændelser, som kabel-tv'ets, og senere internettets, fremkomst afstedkom. Således blev der mindre udendørs og fri leg, og omvendt mere skærmtid og flere voksenovervågede aktiviteter.

Imidlertid viser det sig, at fri leg, hvor børnene opfinder deres egne regler for samvær, lærer at håndtere små farer (som at lave en sneboldkamp) er afgørende for udviklingen af sociale og endda fysiske kompetencer i voksenlivet. At berøve dem fri leg hæmmer deres social-emotionelle udvikling. De norske børneleg-forskere Ellen Sandseter og Leif Kennair har skrevet om de "anti-fobiske effekter af spændende oplevelser". De bemærkede, at børn spontant søger at tilføre deres leg en risiko, der udvider deres evner til at håndtere situationen, og derefter giver dem mulighed for at møde endnu større udfordringer. En advarsel lød således: "Vi kan observere en øget neuroticisme eller psykopatologi i samfundet hvis børn forhindres i at deltage i alderstilsvarende, risikabel leg." Dette skrev de i 2011. I løbet af de følgende par år har deres forudsigelse vist sig at være rigtig.

Skræmmende udvikling for det mentale helbred

Statistikker om mentalt helbred i USA og Storbritannien fortæller den samme sørgelige historie: Børn født efter 1994 - nu kendt som "iGen" eller "Generation-Z" - lider af meget højere grader af angstlidelser og depression end tidligere generationer (de såkaldte Millennials), født mellem 1982 og 1994.

Den opadgående tendens til depression blandt teenagedrenge og -piger gælder også i Storbritannien. Årlige målinger af svære depressioner er ikke tilgængelige i Storbritannien, men NHS (National Health Service i England) er leveringsdygtige i omfattende statistikker over Englands mentale helbred fra 2004 og 2017. Disse giver os mulighed for at foretage en direkte sammenligning mellem de to generationer. Ved hjælp af strengere statistiske kriterier, som giver lavere samlede tal, er tendensen den samme: Hos drengene går det en smule op, hos pigerne er tallene næsten fordoblet.

Denne alarmerende stigning afspejler ikke kun en stigning i teenageres vilje til at tale om deres mentale helbred - det viser sig også i deres adfærd, i særdeleshed i de stigende tal for teenagepiger, der bliver indlagt på hospitalet for bevidst at gøre skade sig selv ved fx oftest at skære i sig selv. Store undersøgelser i USA og Storbritannien, der anvender data frem til 2014, viser stærkt stigende tal i årene efter 2009 - på mere end 60% i begge lande. En undersøgelse foretaget af The Guardian i 2017 af nyere NHS-data fandt for det foregående årti en 68%-stigning i hospitalsindlæggelser af engelske teenagepiger, der gjorde skade på sig selv.

Hvad der er endnu mere tragisk er, at vi også ser denne tendens i antallet af teenage-selvmord, der stiger for begge køn i USA og Storbritannien. Selvmordsraten for teenagedrenge i USA er op 34% højere (i 2016, sammenlignet med gennemsnittet fra 2006-2010). For piger er det en skræmmende stigning på op til 82%. I Storbritannien ses en tilsvarende stigning for teenagedrenge, hvor der er sket en stigning på 17% frem til 2017. Stigningen for piger er 46%. Ingen ved med sikkerhed, hvorfor raten for pigerne er så meget højere end hos drengene, men den førende forklaring er fremkomsten af smartphones og sociale medier. Piger bruger sociale medier mere end drenge, og de synes at blive mere påvirket af den kroniske sociale sammenligning, det øgede fokus på udseende, bevidstheden om at blive udstødt fra fællesskaber, altså den sociale eller relationelle aggression, som sociale medier faciliterer og nærer.

Frie børn leger bedst

Selvfølgelig skal vi arbejde for at gøre livet mere sikkert ved at fjerne fysiske farer fra børnenes liv som fx fulde bilister og pædofile. Og selvfølgelig skal vi lære vores børn at behandle hinanden med venlighed og respekt. Men vi er også nødt til at lade vores børn bevæge sig rundt i verden uden deres forældre. Det er det, de fleste af os over 40 år gjorde (selv i langt mere kriminaliserede årtier), og det er det, de fleste børn har en drift imod. I første omgang er det skræmmende for forældre at give slip. Men når en syv-årig hopper op og ned af ren og skær glæde og stolthed efter at have løbet et ærinde alene, bliver det lettere at lade ham eller hende gå ud og lege i en nærliggende park med sine venner - hvor de alle lærer at passe på hinanden og håndtere deres konflikter.

Vi kan ikke garantere, at vi ved i dag at give børn en større grad af selvstændighed vil nedbringe morgendagens antal af teenage-selvmord. Sammenhængen mellem overbeskyttelse af vores børn og psykisk sygdom er suggestiv, men ikke definitiv, og der er naturligvis også andre sandsynlige årsagssammenhænge. Alligevel er der god grund til at mene, at vi ved at fratage vores fra fødslen anti-skrøbelige børn den brede vifte af oplevelser, de behøver for at blive stærke, systematisk hæmmer deres udvikling.

Vi skal give slip på børnene - og lade dem vokse.

Kilde: The Guardian, forfatter: Jonathan Haidt og Pamela Paresky

Oversættelse: Microsoft News

Mere fra The Guardian

image beaconimage beaconimage beacon