Du bruger en ældre browserversion. Brug en understøttet version for at få den bedste MSN-oplevelse.

Højgravide Liv: ”Det er tankevækkende, at vi slet ikke taler om det svære ved at blive mor”

Femina's logo Femina 14-06-2018 Helle Rosenkrantz

Liv Kirkensgaard bliver snart mor til en lille pige. Men graviditeten har været fyldt med både frygt for ikke at være klar til at blive mor – og en irritation over, at det åbenbart er tabu at tænke sådan.

Det er onsdag eftermiddag og solen skinner igennem mine møgbeskidte vinduer. Udenfor kommer barnevognene med de topmoderne nybagte mødre rullende i snesevis flere gange om dagen.

Indenfor i min lejlighed står barnesengen, tremmesengen, som om mindre end 9 uger bliver besat af en lille pige. Vores lille pige.

Liv drømte om at få en dreng, men venter en pige: "Det er tabu at føle skuffelse."

Det har taget mig rigtig lang tid at komme til et punkt, hvor jeg helt ned i maven glæder mig til at blive mor. Det gør jeg nu, men det har jeg ikke gjort de sidste syv måneder.

Det er min overbevisning, at jeg ud af Danmarks næsten 2,3 millioner kvinder ikke kan være den eneste, som har haft lyst til at fortryde.

Min graviditet var ikke planlagt. Jeg følte mig ikke klar. Moderrollen var skræmmende, og jeg havde lyst til at skrige og lukke det hele ind i et skab, hvor jeg kunne låse hele den romantiske fortælling inde og ikke se tilbage. Det må man som kommende mor bare ikke sige højt.

Overhovedet.

Psykologen: Dette er din største opgave som forældre

Er sandheden om moderskabet kun lykkelig?

Da jeg første gang åbnede munden i gruppen af nyligt nybagte mødre og smågrinede fortalte om, hvordan mine tanker svævede omkring faktummet, at jeg ikke følte mig klar, stod luften stille i lokalet. Tabu var blevet berørt. Det usagte var blevet sagt. Straks begyndte de samstemmigt at kvidre om, hvor fantastisk smukke unger de hver især havde, og hvor livsbekræftende, nem og romantisk en fødsel de havde haft.

Men det kan ikke være rigtigt, at sandheden om moderskabet kun er lykkelig.

Ny undersøgelse: Disse 6 små ting giver mere lykke

Er der virkelig ingen mødre, som med et smil på læben tør fortælle mig, at der uden tvivl kommer til at være tidspunkter, hvor man sidder i afmagt på trappeopgangen og helt ærligt har lyst til at kaste sin baby ud af vinduet? Tidspunkter, hvor man har fundet sig selv sidde stirrende ud af vinduet på anden time, bedøvet af træthed og kun ønske sig en pakket kuffert med dykkerbriller, badebuks og prævention samt en flybillet til Langtbortistan?

Hvordan kan det være, at jeg står tilbage med følelsen af snart at skulle indtræde i en lukket loge af medsøstre, hvor jeg ved indgangen skal sværge evigt troskab mod fortællingen om lykken ved at være ‘moar’?

Gravid

Sandheden er, at jeg allerede fra mine teenageår har fået af vide, at jeg ikke skulle forvente at kunne få børn. Jeg har PCO og er blevet opereret en håndfuld gange for forskellige cyster rundt omkring på min æggestok. Jeg var blevet immun overfor billedet af trip-trap-stolen, sutteflasken, den lykkelige familie, og en rund mave. Tanken om, at jeg nogensinde skulle kunne få mine egne hjemmelavede børn var gemt væk bagerst i mit hoved.

Jeg havde accepteret, at dagen måske skulle komme, hvor min kæreste ville sige, at han var klar til faderskab, forældreskab og generelt voksenskab, og jeg smertefuldt skulle forklare ham, at jeg ikke kunne give ham det. Den dag kom, og det er en af de værste aftener, jeg har haft i mit liv.

Men han smilede bare og fortalte mig, at vi selvfølgelig godt kunne få børn. Ingen skulle fortælle os, hvad vi kunne, og hvad vi ikke kunne. Uanset hvad, var jeg hende, han ville være sammen med, også hvis det betød et liv uden børn.

Kort tid efter bestilte vi tid hos fertilitetsklinikken på Rigshospitalet. Tre uger efter blev jeg naturligt gravid.

En nyhed, som var så overvældende, utroværdig og surrealistisk, at vi faktisk ikke snakkede om den lille røde streg i næsten en hel måned. Tankerne buldrede afsted, panikken steg gradvist hver eneste dag, og jeg befandt mig pludselig i en verden, jeg aldrig i mit liv troede, jeg ville få adgang til.

Intet var planlagt. Præventionen var ikke lagt på hylden. Og alligevel vandt vi storkelotteriget.

Men hvad gør du, når du pludselig står med en billet, du i 23 år har ønsket dig? Hvad kan du tillade dig at føle, når nogle kvinder med PCO kæmper i flere år? Hvad ville du gøre, hvis chancen ikke kom igen, og du skulle se din bedste ven afgive hans fremtidsbillede, fordi du blev bange et kort øjeblik? Hvor lang tid har du til at beslutte dig, og kan du eventuelt standse tiden bare i en uge, imens du overvejer situationen?

Nej.

Selvfølgelig skulle vi have barnet.

Hvorfor taler vi ikke om det svære ved at blive forældre?

Siden da har det været nogle turbulente måneder.

Jeg har haft brug for nogle, som ville fortælle mig, hvad det kommer til at gøre ved mig ikke at sove, ikke at have kontrol, og ikke at nyde den fritid, jeg hidtil har taget for givet.

Jeg mangler ord på, hvordan det pludseligt er at stå med et kæmpe ansvar og febrilsk prøve at forstå sine nye reaktionsmønstre. Jeg mangler én, som vil fortælle mig, at jeg måske vil få et chok over, at den lyserøde barselstid også nogle dage kan føles uendelig lang og skræmmende ensom.

Det er i stedet de urealistiske syn på så stor en livsomvæltning, som får mig til at tvivle på moderskabet og alt hvad det måtte indebære.

I et samfund så optaget af det gode forældreskab, er det tankevækkende, at vi ikke taler om det svære ved at blive forældre - og hjælper hinanden. I stedet for at give hinanden gode formanende råd og likes på sociale medier, burde vi give mere ærlighed, omsorg og støtte til hinanden. Det er blevet individets tabu i stedet for kollektivets ansvar, at forældre kommer godt fra start.

Fra dag ét som gravid og kommende mor har jeg savnet et ærligt fællesskab omkring mig, som tør kalde en spade for en spade. Nogle som vil fortælle mig om ventetiden og fremtiden uden at plastre ligegyldige Gajol-sætninger på sandheden.

Nogle som ville sige, at de også har været i tvivl, at de måske faktisk har fortrudt et sekund eller to, eller måske bare har accepteret, at de sagtens kan agere stjerne-mor uden nødvendigvis at servere speltboller og gnavegrønt hver eftermiddag. At det er okay som mor at råbe røv til voksenlivet og skrige lungerne flade i en pude. Fordi det er hårdt. Fordi det er grænseoverskridende og ikke kan forklares.

Vi har brug for et opgør

Der skal ingen tvivl være om, at jeg i dag glæder mig til at skulle se min datter for første gang.

Men det har krævet mod at skrive det her indlæg, for læser jeg det igennem, synes jeg, at jeg skal undskylde.

Undskylde for at have tvivlet, været bange og skabt mig over en så fantastisk nyhed. Undskylde for at have lavet plus- og minuslister i mit hoved, og fordi det tog mig syv måneder at komme dertil, hvor jeg faktisk glæder mig til at blive mor. Jeg burde undskylde over at have savnet alkohol, at gå i byen og tåbelige nattetimer med mine venner og veninder, og for et kort øjeblik at være bange for aldrig at kunne danse på bordene med min kæreste igen. Jeg burde undskylde for at have vægtet disse ting højere end faktummet om, at jeg har en sund lille pige tumlende rundt indeni min mave.

Og jeg ved, at jeg sætter min røv i klaskehøjde på et tidspunkt, hvor jeg egentlig er alt for sårbar til det. Fordi det omhandler mit moderskab. Men jeg er faktisk samtidig overbevist om, at jeg ikke er den eneste med de tanker og følelser, og at det er ganske normalt. At jeg ikke er spor anderledes end så mange andre.

Jeg synes, vi er blevet for dårlige til at råbe op og sige sandheden. I stedet synes jeg desværre, at der er en tendens til, at vi er blevet gæster i hinandens showrooms for succesfulde forældre-liv.

Barselsregimet har brug for en revolution og et opgør med idealet. Facebook, Snapchat, Instagram og brunchbordet har brug for, at stikket bliver trukket ud og mikrofonen i stedet for bliver sat i. At der bliver talt højt, tydeligt og frem for alt ærligt lige ned i tragten om det at blive mor.

© Leveret af Aller Media AS

Liv Kirkensgaard er 23 år, bor i København og venter sit første barn, der er sat til at komme i maj 2018.

 

Højgravide Liv © Pantherstock samt privat Højgravide Liv

Mere fra Femina

image beaconimage beaconimage beacon