Du bruger en ældre browserversion. Brug en understøttet version for at få den bedste MSN-oplevelse.

Her er Biancas lille mirakel

Familie Journal's logo Familie Journal 08-03-2019 Greta Johannsen
Merle vejede kun 585 gram, da hun blev født: Her er Biancas lille mirakel © Henrik Bjerg Merle vejede kun 585 gram, da hun blev født: Her er Biancas lille mirakel

Da Merle blev født 16 uger for tidligt, var der ikke mange, som troede på, at det kunne gå godt. Også hendes mor, Bianca, var bange for, at Merle skulle dø. Men Merle ville heldigvis livet og var slet ikke så skrøbelig, som hun så ud efter fødslen.

Anja har kæmpet for sin søn og sit liv 

Der var ikke mange, som sagde tillykke, lige da Bianca Bach havde født sin datter, for var der egentlig noget at sige tillykke med? Merle blev født i uge 24 + 2. Det vil sige, at hun var kommet 16 uger før tid. Vægten var 585 gram, og hun var 29 cm lang. Mange børn, som er født så meget for tidligt, overlever ikke, og hvis de overlever, får de tit forskellige skader.

Asger vejede 1645 gram ved fødslen: Dorte fødte 9 uger for tidligt 

En gang imellem bliver der dog født et barn som Merle. Et barn med helt uanede kræfter og en kæmpe livsvilje, som bare suser gennem de første måneder i sit liv uden problemer. Nu er hun en stor pige på halvandet år, hun vejer 10 kilo og smiler mere, end hun græder.

Hun er noget ganske særligt, både i statistikkerne over for tidligt fødte børn og hjemme hos sin familie i Horsens, hvor hun bor sammen med mor og far, Bianca og Jesper, og storebror Daniel.

Tvillingerne vejede 1390 gram tilsammen 

I chok

Merle blev født den 31. juli 2017 efter mange ugers forgæves kamp for at holde hende på plads i sin mors mave − og hvis ingen andre troede på hendes chancer for at overleve, så gjorde hendes forældre i hvert fald.

− Jeg var egentlig overrasket over, hvor fin hun så ud, da jeg fik lov til at se hende efter fødslen. Derfor hørte jeg heller ikke rigtig efter, da personalet spurgte, om vi måske skulle få hende døbt med det samme.

[node:advert-in-body]

Jeg ville nok ikke høre det. Merle skulle bare vokse sig stor, og så skulle hun hjem, men jeg var jo også i en form for chok − de første 14 dage efter hendes fødsel var alt kaos inde i mit hoved, for der var jo ikke noget, der blev, som jeg havde forestillet mig, siger Bianca.

Graviditet med udfordringer 

− Vi havde faktisk aftalt, at vi kun ville have ét barn, men da vores søn, Daniel, blev 7 år, tænkte vi, at det måske ville være godt for ham at have søskende.

- En, som han kunne vokse op sammen med og også er der den dag, vi ikke er her mere. Vi bestemte os for at få et barn mere, og det gik hurtigt med at blive gravid. Jeg forestillede mig en nem graviditet, som jeg havde haft med Daniel, men det blev det afgjort ikke.

− Min mor arbejder med at ultralydsscanne gravide på et hospital, og hendes søde kollega, Gitte, scannede mig. Vi fik at vide, at jeg ventede en lille pige. To dage efter scanningen, i uge 12, begyndte jeg at bløde, fortæller Bianca og fortsætter:

- Jeg var fuldstændig panisk og ringede til vagtlægen, som jo ikke kunne gøre så meget. Blødningen betød, at jeg måske var ved at abortere, og det kunne man ikke forhindre, når jeg ikke var længere henne i graviditeten. Det var en meget lang nat. 

Næste dag blev Bianca scannet igen. Alt så fint ud. Lillepigen havde masser af fostervand, og alt var normalt. For en sikkerheds skyld blev Bianca dog sygemeldt fra sit kontorarbejde fra uge 16. Hun skulle holde sig helt i ro. Hun havde ondt i maven og blødte stadig, men der var ingen tegn på, at der skulle være noget galt.

Græd af angst 

− Vi tog på sommerferie i en campingvogn på en plads i nærheden af vores hjem. Dagen efter fik jeg en styrtblødning, og jeg blev hentet i ambulance og kørt til Skejby Sygehus. Jeg blev indlagt på svangregangen, for jeg var jo kun i 22. uge, men jeg blev udskrevet igen dagen efter. Før jeg var i 24. uge, kunne man ikke gøre noget.

− Jeg græd af angst for, hvad der skulle ske for mit barn, men jeg græd også, fordi jeg syntes, jeg havde sviget min store dreng. Jeg havde jo ikke haft tid til at lave noget som helst med ham, siden jeg var blevet gravid med Merle, siger Bianca. 

Fyldte to håndfulde

Nu kunne Bianca bare vente. Da der var gået 23 uger + 2 dage af graviditeten, blev hun indlagt igen. Hun lå musestille og håbede så stærkt, at det burde have kunnet flytte bjerge. Lægerne forklarede, at det måske kunne blive et spørgsmål om, hvilket liv de skulle redde. Måske havde hendes moderkage løsnet sig, og hvad var vigtigst: mor eller barn?

Bianca kunne ikke tage stilling til det. Hun levede for hver time og dag, der gjorde hendes barn stærkere og stærkere. Dagene gik, og for hver ny dag havde Merle en chance mere for at overleve en for tidlig fødsel. Da Bianca nåede uge 23 + 5, fik hun de indsprøjtninger, der modner barnets lunger. Hvis Merle skulle fødes for tidligt, ville hun have bedre chancer for at overleve − hun fik brug for alle de chancer, hun havde fået. 

Den 31. juli 2017, uge 24 + 2 gik Bianca i fødsel. Jesper nåede lige at komme med, og så var Merle der. Et lille vidunder, som kun fyldte to håndfulde og alligevel fyldte sine forældres hjerter fuldt og helt. Og også et bemærkelsesværdigt barn, som trak vejret selv, da hun blev født. Hun havde kun brug for lidt hjælp til vejrtrækningen, og hun gav lyd fra sig. Hendes forældre elskede hende fra første øjeblik, og alligevel var det næsten ikke til at holde ud.

− Første gang, jeg så hende, lå det lillebitte menneske helt alene i en glaskasse og var dækket med elektroder og slanger. Jeg måtte jo ikke tage hende op og lægge hende ind til mig − og da jeg så havde kigget lidt, kunne jeg bare gå igen og overlade hende til sygeplejerskerne. Det var så unaturligt, mindes Bianca.

Bange for at miste Merle 

Mødre vænner sig til alt. Også til det umulige. Det eneste, Bianca kunne den første dag, var at lade sin hånd røre ganske forsigtigt ved Merle. Næste dag fik hun Merle ud af kuvøsen, men hun var stadig tilkoblet elektroder og ledninger, varmesvøb og alarmer − og selvfølgelig blev Bianca bange.

− I starten var jeg så hundeangst for at komme til at rive en ledning af eller gøre noget helt forkert. Jeg var bange for, at hun skulle dø, for det var jo næsten ikke muligt, at et barn kunne være så lille og skrøbeligt, som Merle var. Jeg husker den første tid som en tid, hvor jeg både græd over Merle og savnede min dreng, fortæller Bianca.

Merle var dog slet ikke så skrøbelig, som hun så ud. Hun voksede en lille smule dag for dag. Hun blev undersøgt og tjekket for alle sandsynlige skader på grund af den for tidlige fødsel, men der var ikke sket hende noget. Hun var bare et meget lille barn, som skulle have tid til at vokse sig stor og stærk.

Nødvendig øjenoperation 

Bianca og Jesper lagde en plan, så de skiftedes til at være hos hver sit barn. Jesper havde også sit autoværksted at passe, så han kunne kun være hos Merle om aftenen. Når Bianca var hos det ene barn, savnede hun det andet. Alligevel gik det fint − indtil den dag i oktober, da lægerne opdagede, at Merles kar i øjnene ikke voksede, som de skulle. 

Det sker for nogle for tidligt fødte børn, og i de tilfælde er det nødvendigt at laseroperere, ellers kan barnet blive blindt. Den operation udføres kun på Rigshospitalet i København, så Bianca og Merle blev indlagt der i 10 dage − og også den udfordring klarede de begge.

− Jeg længtes så meget efter at komme hjem og være en hel familien, men jeg vidste jo godt, at Merle havde brug for den hjælp, som kun de kunne give hende. Endelig den 11. november fik vi lov til at komme hjem, indskyder Bianca.

Merle pilfinger

− Jeg havde drømt om at komme hjem, og så turde jeg næsten ikke at have hende med i bilen, da vi endelig kørte hjem. Jeg kunne jo ikke hele tiden se, om hun trak vejret. Jeg måtte også opgive at køre hende en tur i barnevognen sammen med Daniel − jeg kunne ikke se, om hun trak vejret, så vi vendte om igen. Angsten var der hele tiden i starten.

Men glæden var der også, for Merle kunne nogle tricks til at berolige sine forældre: Hun spiste sin mad, hun sov, som hun skulle, og skreg, som hun skulle. Efterhånden har hun også lært at sno sin storebror om sin lillefinger, når hun har brug for det. For hun har en dårlig vane med at pille ved hans ting, men så længe det er Merle, gør det ikke noget…

− Nogle gange, når jeg har siddet hos Merle, som var koblet til alle mulige slanger og sonder, har jeg tænkt på, om vi kunne være det bekendt. Hun var jo så lillebitte og var helt alene i sin glaskasse. Nu tænker jeg, at småbitte mennesker også har ret til at få al den hjælp, de har brug for − hvis de viser, at de kæmper for at overleve. Og det må man sige, at Merle gjorde, siger Bianca. 

Mere fra Familie Journal

image beaconimage beaconimage beacon