Du bruger en ældre browserversion. Brug en understøttet version for at få den bedste MSN-oplevelse.

Min bog er til de stille børn

Familie Journal's logo Familie Journal 16-05-2018 Greta Johannsen
Lars Ringholm © Gregers Kirdorf Lars Ringholm

Lars Ringholm blev mobbet, da han var barn. Nu er han voksen og har netop udgivet en roman, der er tilegnet de børn, der kæmper med mobning. 

En gang imellem kører Lars Ringholm forbi sin gamle skole i udkanten af Vejle. For nylig opdagede han, at hans barndoms gymnastiksal skulle rives ned, og han blev helt umanerlig glad. I fem år var den gymnastiksal rammen om hans nederlag i skolen. Det var her, han altid blev valgt til sidst, det var her, han fik tæv, og her han forstod, at han aldrig ville blive en del af klassen.

Rikke hjælper familier med hjertebørn

Det hedder sig, at folkeskolen er for alle børn, men måske er der alligevel ikke altid plads til de børn, der ikke lige falder til med det samme? Der er forskel på børn, og hvis børn altid bliver mobbet, ender nogle med at være ødelagte mennesker.  Andre kommer igennem skoletiden som stærkere mennesker, der har lært at leve med barndommens smerte – og andre igen skriver en bog om den barndom. Det har Lars gjort, det har taget ham 46 år at skrive den – og han har gjort det af en eneste grund.

Her er de dansktop-hits, der får stjernerne til at danse

– Jeg vil give de tavse børn en stemme. De børn, der kæmper for at gøre deres bedste hver dag, selv om de bliver overfaldet, mobbet og plaget. De børn var der, da  jeg var barn, og de børn er der stadigvæk. Det kan vi ikke være bekendt, mener Lars.

Brev til Puk Elgård: Hans eks fylder lidt rigeligt

Jeg hadede fodbold

Bogen hedder ”Livet er også til dig, Martin”. Det er en roman til forældre, lærere, pædagoger og til alle dem, der kan genkende en Martin, når de ser ham. Da bogens Martin begynder i en ny skole i 5. klasse, styrter hans gamle verden sammen. Indtil da har han elsket at gå i skole, her har han venner, og her har han et stort talent: Han kan fortælle historier, så alle de andre tigger om at høre mere. 

Sådan var Lars også selv.

– Jeg var en glad dreng med en tendens til at være nørdet. Jeg elskede eventyr, jeg elskede musik, og jeg elskede at have orden i mine ting. Jeg lavede lange lister over alt mellem himmel og jord. I den skole, hvor jeg begyndte, havde vi et godt sammenhold i klassen. Vi holdt af hinanden og respekterede hinanden og hinandens særheder, men sådan blev det ikke ved med at være, siger Lars.

Lars – og drengen i bogen – skifter skole, og herefter går alt galt. Fra 5. klasse til den allersidste skoledag i 10. klasse bliver skoledagene et mareridt for bogens Martin – og for Lars selv.

– Det er tilfældigheder, der gør, at man bliver et mobbeoffer. Jeg hadede sport og især fodbold, og alene det gjorde, at jeg var anderledes i den nye skole. Her spillede alle ”raske drenge” fodbold, og ”hvorfor kan du ikke bare prøve?” Den sætning har jeg hørt rigtig mange gange! Men jeg var, som jeg var, og jeg kunne ikke lave om på mig selv. Jeg var 11 år, og jeg forstod ikke, hvad der skete, da klassens anfører sagde, at jeg ikke skulle tro, jeg var noget. For jeg var jo nogen, husker Lars.

Jeg blev ensom

– Jeg har tænkt meget over, hvad man kunne have gjort for sådan en dreng, som jeg var dengang. Det er en forvirrende oplevelse for et barn at skifte skole, så klasselæreren kunne have grebet det anderledes an. Hun kunne have præsenteret mig for klassen. Så kunne jeg have fortalt lidt om mig selv. I stedet sad jeg der tavs og indelukket. Det var på den skole, jeg for første gang nogensinde følte mig ensom blandt andre, fortæller han.

Lars blev den dreng, der gruede for hver eneste gymnastiktime de næste mange år. Han var drengen med de vagtsomme øjne, der altid holdt øje og aldrig vendte ryggen til de andre børn. Han forsvandt ind i sine interesser, han samlede på ting, lavede lister og interesserede sig for historie. Med tiden blev alle hans interesser også et værn mod de andre børn. Alligevel var der aldrig nogen voksne, der greb ind.

Det handler om mod

– Mine forældre vidste godt, jeg ikke trivedes. Jeg ved, de havde mange samtaler med mine lærere i årenes løb, men de kunne ikke gøre noget. Det var jo heller ikke alt, jeg fortalte dem. Det handler også om, at børn skammer sig over at blive mobbet, og at de ønsker at skåne deres forældre, fordi de netop ikke vil gøre dem kede af det. Hvis jeg var lærer i dag og så et barn, der isolerede sig, sådan som jeg gjorde, så ville jeg tage fat i det barn og spørge ind til det. De voksne skal have modet til at snakke om det – og det tror jeg stadig ikke, at alle lærere og andre voksne har. I stedet levede jeg resten af mit skoleliv i ensomhed og ligegyldighed, siger Lars.

Lars gik ud af skolen med topkarakterer i de fleste fag – undtagen gymnastik. Han havde længtes efter den dag, da han endelig var færdig med folkeskolen. Han havde drømme om at studere og læse, at blive til noget, men han manglede noget.

Et andet liv

– Jeg havde aldrig lært den sociale omgangstone mellem børn og unge. . Mobning sætter sit præg på børn, og det vil altid være der. I mit tilfælde er det som en sten i skoen: Man kan godt gå, men man kan altid mærke den sten, der er der, og jeg tror, at mobning sætter sig spor resten af livet.

Lars tog en hf-eksamen. Bagefter læste han jura. Da han havde gjort den uddannelse færdig, gik han i gang med at uddanne sig til journalist, og det blev på en måde hans lykke.

– Livet blev ikke, som jeg havde drømt om. Det blev anderledes. Ikke værre, ikke bedre. Jeg har altid været en enspænder af natur, og som journalist har jeg helst arbejdet freelance, så jeg kan styre min arbejdstid selv. Desuden holder jeg foredrag om historiske emner, og det er min store glæde. Som barn fortalte jeg historier, og det gør jeg nu igen. Det har taget mig mange år at blive et lykkeligt menneske. I folkeskolen stoppede jeg med at fortælle historier, og til sidst var jeg næsten ved at tro, at livet ikke var noget for mig, siger Lars og fortsætter:

– Jeg blev aldrig gift eller fik min egen familie. I mange år forstod jeg simpelthen ikke, at der var nogen kvinder, der kunne være interesserede i mig, men med tiden har jeg fået gode og tætte venner. Jeg er 53 år, og jeg har tit tænkt på, hvordan jeg var blevet som menneske, hvis jeg ikke var blevet mobbet? Jeg kan ikke vide det, men jeg føler, jeg omsider har fået et lykkeligt og godt liv. Derfor var det også nu, jeg skulle skrive min bog, og hvis den kan hjælpe andre børn og unge, så har det ikke været forgæves, siger Lars.

Mere fra Familie Journal

image beaconimage beaconimage beacon