Du bruger en ældre browserversion. Brug en understøttet version for at få den bedste MSN-oplevelse.

Historien om Halloween

Photos's logoPhotos 17-10-2018
© ShutterStock

Carl er sur, lige fra han slår øjnene op om morgenen. Det er halloween i dag. En af de værste dage på året. Dumme voksne i grimt klæd-ud-tøj, kedelige lege, uendeligt mange sure æbler. Carl vrænger alene ved tanken og graver sig ned i sengen, griber joystick'et på natbordet, trækker dynen så langt op som muligt og beder til, at forældrene ikke får øje på ham, hvis de kommer ind. Så stirrer han koncentreret på fodboldspillerne, der løber over grønsværen derinde på skærmen, han skal nok få lavet det drømmehold, bare han får sådan en 12-14 timer til at spille i.

-Carl, kommer du ikke ud derfra?, lyder det fra gangen.

Et bank på døren, og moren dukker op i dørkarmen, hun rynker næsen lidt og siger:

-Godmorgen, Carl, har du sovet godt? og inden han når at svare, tilføjer hun:  - Du kunne måske overveje at lufte ud herinde og rullet gardinet op. 

Han gider ikke svare, spiller bare videre, uden at kigge på hende.

-Nej, det skal du også selv bestemme. Men ved du hvad, det er Halloween i dag. Glæder du dig ikke? Jeg er ved at bage halloween-kage og så skal vi have halloween-kostumer på.

-Jeg gider ikke. Kan jeg ikke bare få lov til at være i fred?, svarer han. 

-Hvad mener du? Jeg har købt et æble-kostume til dig. Og vi skal ud og trick-og-treate alle sammen. 

-I er så pinlige. Jeg hader Halloween. 

Carls lillesøster er kommet mosende ind på værelset, står dumt i et latterligt blåbærkostume, faren har presset sig ind i dørkarmen ved siden af moren. 

-Skal du ikke være med til Halloween, Carl? Jeg glæder mig, til vi skal lege den der æbleleg og have Sjælekager, siger lillesøsteren.

Nu bliver Carl så irriteret, at han råber:

-Fat det nu, jeg gider ikke. Gå ud af mit værelse alle sammen og lad mig være. 

Alle tre kigger på ham med triste øjne, går så ud og lukker langsomt døren bag dem. Det giver et lille klonk, og der bliver helt stille på det mørke værelse. Carl har ikke rigtig lyst til at spille mere, han har fået en tung fornemmelse i maven.

Pludselig knirker trægulvet voldsomt, han spærrer øjnene op, og dér, lige ved siden af sengen, står en mand med et hoved lavet af græskar, to udskårne, trekantede øjne, en takket mund, det gløder svagt orange gennem hullerne. Carls hjerte banker afsted. Manden holder en finger for munden og siger: 

-Du skal ikke være bange. Jeg er Græskarmanden, og nu tager jeg dig med på eventyr.

Græskarmandens hoved lyser kraftigere og kraftigere, næsten som om, det brænder, så letter han fra jorden, hiver Carl ud af sengen, trækker ham gennem vinduet, og de flyver afsted langt over parcelhuskvarterets røde tage. 

Se her hvordan du selv laver et flot Halloween-kostume

Åndefest i Irland

© ShutterStock

Vinden over det store hav får Carls fodboldtrøje til at blafre, han flyver vægtløst afsted bag Græskarmandens lysende luftballonshoved, langt over den skummende overflade, kun bløde skyer og vand, så langt øjet rækker.

Nu skimter han noget grønt i det fjerne. Da de kommer tættere på, rejser træer og bygninger sig fra det grønne, og det går op for ham, at det er en ø, dækket af bjerge, frodige bakker og græssende hesteflokke. 

Ilden i Græskarmandens hoved aftager, han daler, Carl følger efter, og de lander midt i en landsby med huse, der ligner noget fra Ringenes Herre. Fundament af kampesten, og med mosbegroede stråtage så store og runde, at det får husene til at ligne paddehatte.

Røgen hvirvler op fra de små skorstene, og der er gule stråmarker, så langt øjet rækker. Beskidte mennesker i tøj, der mest af alt ligner gamle sække, går forbi med store lerfade fyldt med kød, kartofler og æbler. Ingen ser ud til at bemærke Carl eller Græskarmanden. 

-Hvor er vi henne? Og hvorfor har de sådan noget usselt tøj på?, spørger Carl. 

Græskarmanden svarer ikke, men laver bare en bevægelse med hånden for at få ham til at følge med. De følger strømmen af mennesker, Carls bare fødder svupper hele tiden fast i den mudrede vej, men han er ikke den eneste, de andre må på skift trække hinanden op af mudderet.

Vejen ender ud i en stor plads, omgivet af høje fyrretræer, i midten knitrer et kæmpemæssigt bål. Folk stiller fadene foran bålet, men uden at røre maden.

-Som du nok har gættet, er vi rejst langt tilbage i tiden, Carl, faktisk 2000 år, siger Græskarmanden og fortsætter:

-De mennesker, du ser omkring dig, er keltere, de har levet her i Irland siden år 600 før vores tidsregning, og i dag, den 31. oktober, holder de en fest, der kaldes Samhain. Kelterne mener, at det er i dag, at portene til Dødsriget står åbne, og ånderne fra de, der er døde i årets løb, bevæger sig videre til det næste liv. Maden er ofringer til ånder og guder. Samhain markerer også, at høsten er forbi, og vinteren er på vej. 

Oven trætoppene er himlen blevet kongeblå, og kelterne tænder fakler, danser i rundkreds om bålet, og pludselig opdager Carl noget uhyggeligt.

Midt mellem de dansende svæver hvide skikkelser, flyver lige gennem ild og menneskene, tager fat i deres hænder og danser med.

Ingen lægger åbenbart mærke til det, alle hujer og tramper upåvirket i jorden, mens de synger og hyler. Synet af spøgelserne får et lys til at gå op for Carl.

-Den 31. oktober. Jamen, det er jo Halloween, siger han.

-Helt rigtigt. Halloween stammer helt tilbage fra Samhain.

Græskarmandens hoved lyser igen kraftigere og kraftigere, han tager fat i Carls hånd, og de letter, svæver hurtigere og hurtigere gennem den nu mørke aftenhimmel.

Flyveturen under de blinkende stjerner varer dog ikke længe, og Carl får ikke helt bremset nok inden landingen, så han ryger lige ned på en grusvej med et dump. Det smerter i halebenet, men han får hurtigt børstet sig af og rejst sig op. Så får han øje på en sort skikkelse i vejkanten og mærker en iskold bølge skylle gennem kroppen.

Se alle vores artikler, billeder og guides om Halloween her


Mødet med Djævelen og Jack'o'lantern

Historien om Halloween © Getty Historien om Halloween

Carl stirrer som forstenet på den sorte skikkelse. Den har klove som tæer, horn i panden, og der springer røde og gule gnister fra den boblende hud. Det må være Djævelen.

Carl træder et skridt tilbage og holder vejret, men bliver så kold ind i knoglerne, da en mand med en frygtindgydende ånde stryger lige forbi ham med så meget fart på, at han ramler lige ind i Djævelen, der åbenbart har lusket sig ud på vejen.

Manden ser overraskende nok ikke særlig bange ud, han samler bare sin hat op fra jorden, børster den af og siger så;

-Vær hilset, min gode Djævel. -Vær hilset, Stingy Jack. Jeg er kommet for at tage dig med til Dødsriget.

-Det er så okay. Men må jeg ikke få en sidste øl?

Djævelen siger ja, de begynder at gå, først Stingy Jack, der går med så lange skridt, at Djævelen må trippe afsted på sine klove og til sidst Carl, der modvilligt må følge efter sine ben, der åbenbart har fået deres egen vilje. Efter et stykke tid når de en larmende bar, det damper af varme indefra, og der lugter bidsk af øl.

Djævelen og Jack sætter sig op til bardisken, Carl klemmer sig ind i et hjørne, og Jack bæller den ene øl efter den anden, mens Djævelen kigger på.

-Nå, Djævel, du må hellere betale, inden vi går, siger Jack.

-Jamen, har du ikke selv nogen penge? Jeg går da ikke lige rundt med lommen fuld af guld, svarer Djævelen.

-Næ. Men du kan jo forvandle dig selv til en sølvmønt, kan du ikke?

-Tjo, det kan jeg vel godt. Med et lysglimt forsvinder Djævelen, Jack rækker hånden i vejret og griber en blinkende mønt, tager så en læderpung frem og lægger mønten i den. Der lyder et hyl fra pungen.

Jack gnækker lidt, siger så: -Du havde nok ikke lige regnet med, der lå et kors dernede, hva' Djævel?

-For Fanden, få mig ud, få mig ud, skriger Djævelen.

-Okay, på én betingelse. Du må aldrig tage min sjæl.

-Jaja, bare få mig ud.

Så begynder lokalet at hvirvle rundt og rundt, og da det endelig falder til ro, sidder Jack stadig ved bardisken, men nu er han en gammel mand. Hovedet ligger tungt i armene over bardisken, kroppen glider længere og længere ned at stolen, så giver det et ryk, og Jack falder ned på gulvet med et spjæt, ligger så helt stille.

I samme nu åbner der sig en hvid, lysende tunnel mod himlen, Jack rejser sig, går op af trappen mod lyset, men inden Carl når at følge efter, tumler Jack tilbage og lander med et bump, en hidsig engel kommer til syne i åbningen, spytter efter ham, og trappen forsvinder.

Næste øjeblik åbner der sig en sort trappe i gulvet, det glimter ondt og rødt fra dybet, Jack går ned af trappen, og denne gang følger Carl efter. For enden af trappen, midt i et sort, buldrende inferno står Djævelen.

-Hej Djævel, må jeg komme ind?, spørger Jack.

-Du kan tro nej, jeg har lovet dig aldrig at tage din sjæl, og jeg gider heller ikke have den. Skrid med dig.

Djævelen er blevet rød i det sorte hoved af arrigskab, river et stykke glødende kul ud af sin egen brændende krop og kaster det af al kraft efter Jack. Djævelen har en dårlig boldarm, så han rammer ikke, men Jack samler det alligevel op og går slukøret op af trappen.

I baren lukker trappen sig bag dem, og Carl får lyst til at kramme Jack, så trist ser han ud.

Der fyger en kold vind gennem lokalet, og Jack begynder at rode i sine lommer, smiler så og hiver et par roer op af baglommen. Han sluger den ene, mens han udhuler den anden, og da han har skåret et ansigt, putter han det stadig glødende kul i lampen og får en roelygte.

Han rejser sig og forsvinder ud på den mørke gade med lygten i hånden. Carl mærker en blid hånd på skulderen. Det er Græskarmanden.

-Du skal ikke være bange. Nu har du set, hvor roelygter og græskarlygter stammer fra. De kaldes også Jack'o'lanterns, efter Jack selvfølgelig, som nu vil vandre verden rundt med sin roelygte for at finde fred.

Se her, hvordan du selv kan lave græskarlamper.

Til Allehelgensaften med Luther

© Getty

Igen glitrer havet under Carl og Græskarmanden nu i fuldmånens skær. De rammer land, flyver over kæmpemæssige sorte skove, enkelte steder oplyst af brændende bål, når en by og daler langsomt ned, lander midt på et brostensbelagt torv.

Omkring dem svirrer folk forbi og taler højt på et sprog, som Carl svagt genkender et par ord af. Åh nej, det er tysk, det kedeligste fag i skolen.

I det mindste ligner folk her ikke nogen, der har rullet sig i mudder, faktisk er de ret fine, alle kvinderne har store, skinnende skørter, små hatte og mændene jakker med høj kraver og stramme bukser, der mest ligner strømpebukser. De har også alle sammen mærkeligt, højt hvidt hår. Carl kan ikke lade være med at grine, alle er jo klædt ud i pigetøj.

Græskarmanden afbryder ham:

-Nu har vi bevæget os lidt frem i tiden, nærmere bestemt 1517 i den tyske by Wittenberg. Det var en vigtig handelsby og i aften skal den blive endnu vigtigere. Kig derhen.

Græskarmanden peger mod enden af pladsen, hvor der ligger en stor kirke med irgrønne spir, der strækker sig mod den sorte himmel. 

-I morgen kommer alle byens beboere til at gå derind, fordi det er Allehelgensdag. Det er er en kristen højtid. Allerede i 800-tallet erklærede Pave Gregor den fjerde den 1. november for Allehelgensdag. Her går katolikkerne i kirke og hylder helgener og martyrer. I overmorgen den 2. november er det Allesjælesdag, hvor de beder for de døde, der er i Skærsilden. Det betyder, at i aften er Allehelgensaften. Hvad tror du 'Alle helgener' hedder på engelsk,? siger Græskarmanden.

Carl er blevet ret god til engelsk af at game, så han svarer hurtigt: -Halloween?

-Næsten. Det hedder All Hallows's Eve, som med tiden er blevet til Halloween. Allehelgensdag hedder All Hallow's day.

Carl smiler tilfreds, men bliver så overfaldet af en hær af kuldegysninger, ud af ham glider en hvid tåge. Ikke igen. Det er endnu et spøgelse. Nu vrimler det ud med spøgelser og ånder over hele pladsen, de boltrer sig, slår efter de levende, stryger ind og ud af kirkedøren.

-Du slipper ikke for spøgelserne her. De kommer frem for at vanære helgenerne aftenen inden, de hyldes i kirken. Men se nu godt efter, siger Græskarmanden.

En kutteklædt mand er langsomt på vej hen mod kirken, han skråer over pladsen, forsvinder næsten i mængden, inden han når den massive kirkedør bevogtet af to helgener. Manden hiver et langt stykke papir frem, kigger sig hastigt omkring, inden han hamrer papiret fast på væggen med et søm. Så vender han om og forsvinder lige så hurtigt, som han kom.

-Det er munken Martin Luther. Han slog sine 95 teser op på denne kirkedør præcis i dag den 31. oktober 1517. Det blev starten på Reformationen, som lagde grunden for protestantismen, som jo er vores trosretning hjemme i Danmark. Derfor fejrer nogle protestanter også Luther den 31. oktober, mens de knap så kristne fejrer Halloween. Protestanterne afskaffede Allesjælesdag, da de gik væk fra at dyrke helgener, som katolikkerne gør.

Alt det med protestanter og katolikker svirrer rundt i Carls hoved sammen med pudrede parykker, spooky spøgelser og dunkle djævle, benene sviger under ham, han falder og falder, og alt bliver sort.

Se også billeder af 34 af verdens smukkeste kirkegårde


Sjælekager, halloweenlege og tonsvis af æbler

© Getty

En duft af æble og karamel fylder Carls næsebor, da han kommer til sig selv i en meget blød sofa, han må kæmpe en del for at mase sig op af. Den står i en hyggelig stue med grønne vægge, mørke træmøbler og tykke gulvtæpper.

En kvinde med opsat hår og et hvidt forklæde over den blomstrede kjole går forbi døråbningen med en bageplade. Carl får vand i munden alene ved synet af pladen og skynder sig derud.

Køkkenet er dækket af slik og kager, tallerkener og fade med æbler dyppet i karamel og rullet i nøddestøv, kandiserede æbler, lagkager og masser af små, runde, kanelduftende kager.

Carl går et par skridt frem, rømmer sig og spørger så forsigtigt kvinden med forklædet, om han må få en kage. Hun reagerer ikke, går bare i gang med at sprøjte glasur på småkagerne.

Der lyder et hyl, og to rødhårede spøgelser hvirvler ind i køkkenet, snupper nogle kager i forbifarten, griner så på en meget lidt spøgelsesagtig måde. Kvinden rynker brynene og siger:

-Nu skal I ikke spise alle sjælekagerne, de er ikke bagt til jer.

-Nej, vi ved det godt, det er til de fattige, ikke?, siger et af spøgelserne.

-Ja. Når de fattige og børnene kommer senere i aften, skal I give dem en sjælekage. Og det er vigtigt, for hver sjælekage gør det ud for en sjæl i skærsilden. Når I giver kagen videre, lover den fattige at bede for sjælen. Så når I giver en kage, tænk på, at I redder bedstefar ud af skærsilden. Og det er en gammel tradition, man har gjort sådan siden Middelalderen.

Børnene kigger lidt på hinanden, lægger så sjælekagerne tilbage på pladen. Kvinden smiler.

-Nej, tag I bare dem, men løb så ud med jer, så jeg kan blive færdig. Græskarmanden lægger en hånd på Carls skulder, og de følger efter børnene ud i haven. På vejen fortæller han:

-Selvom vi er en del år tilbage i tiden nu, i 1930'ernes USA, så har traditionen for Halloween overlevet. Halloween blev fragtet hele vejen over Atlanterhavet af irerene, da de udvandrede i 1800-tallet for at prøve lykken og flygte fra hungersnød.

De når ud i haven, der er stor og grøn og dækket af blomster og børn, der råber, mens de roder rundt med en masse æbler. Græskarmanden taler videre:

-Familien her nedstammer fra irerne. Både kelternes Samhain og de kristne traditioner blev blandet sammen, og traditionen med trick-or-treat stammer godt nok fra amerikanerne, men kommer oprindeligt fra sjælekagerne. Vi har jo lidt samme tradition omkring fastelavn, hvor I børn går rundt og rasler.

Midt i haven står der en stor træbalje med vand, overfladen skvulper rundt med skinnende, røde æbler, og der står en dreng bøjet så langt ned over baljen, at hans hår bliver vådt. Han bevæger koncentreret hovedet, skubber æblerne rundt i vandet, bider ud gang på gang, indtil han til sidst får fat i en stilk, klemmer kæberne hårdt sammen og løfter triumferende æblet i vejret. De andre børn klapper, og Carl kigger lidt uforstående på Græskarmanden.

-Det er en særlig halloweenleg. Herovre kalder de den for 'Apple bopping'. I Irland fik børnene æbler til halloween, og det er nok derfra traditionen kommer. Lidt væk står et stort æbletræ med en snor om en af de krogede grene, i enden hænger der et stort æble.

Carl betragter børnene, mens de en efter en forsøger at tage en bid. Det er de ret dårlige til. Carl kunne helt sikkert gøre det med det samme. Til sidst lykkes det dog for en, og alle klapper. 'Snap Apple' hedder det, fortæller græskarmanden. Carl er efterhånden ved at være lidt træt af at se alle de andre børn lege og har fået ret meget lyst til selv at være med.

Græskarmanden har dog andre planer, letter hurtigt med Carl på slæb, og børnene i haven bliver små under dem.

Turen gennem den sorte luft giver ham kuldegysninger, ikke fordi der er koldt, men fordi de ind i mellem flyver over nogle meget uhyggelige, forladte huse. De ligner vrag, står med tomme, sorte vindueshuller, faldefærdige mure, nogle af dem overtaget af planter, som snoer sig ind og ud af bygningerne. Men det er ikke det mest skræmmende.

Det er alle de sorte skikkelser, gennemsigtige mænd, kvinder og børn med forvredne ansigter, der farer rundt om de forladte steder, mens de griner højt og skingert, de ser ud til at holde en fest, som Carl virkelig ikke vil være med til. kommer til at savne sin mor og far og selv lillesøsteren ret meget. Græskarmandens hoved lyser op, så stærkt, at Carl må kigge væk, og han farer op mod månen.

Carl forsøger forgæves at følge efter, men falder bare hurtigere og hurtigere ned mod et skrækkeligt forladt palæ, skeletter og spøgelser svæver over taget, klar til at give ham en gruopvækkende velkomst.

Læs om forbløffende, forladte steder og om uhyggelige hjemsøgte huse.

Frugtfamilien til halloween-fest

© Getty

Værelset er helt mørkt, da Carl fortumlet slår øjnene op. Han holder noget hårdt i hånden, det er joystick'et, han kigger rundt og opdager, at han er hjemme, ligger i sin egen seng.

Det kan ikke passe, at det hele var en drøm, det var da heller ikke et computerspil, var det? Så meget plejer han alligevel ikke at leve sig ind i dem. Så får han øje på noget på skrivebordet. Et udhulet græskar med grinende mund og trekantede øjne, der gløder hyggeligt indefra, en græskarlygte.

Carl smiler og springer op af sengen, går hurtigt ud af værelset, da han åbner døren, falder noget ned fra håndtaget på den anden side. Det er æblekostumet, moren har købt til ham. Han skynder sig at hoppe i halloween kostumet, så stavrer han afsted på grønne ben, under en kæmpestor æbleformet overkrop, arme ud af siderne, en stilk på hovedet, hans egen krop som kernehuset.

-Mor, hvor er du?, råber han, da han kommer ned i køkkenet.

Ingen svarer. Der er helt stille på nær køleskabets summen. Carl får en klump i halsen. De er vel ikke gået uden ham? Han løber gennem huset, der er tyst som graven, mærker det risle ned af ryggen, smækker døren op og løber ud i forhaven.

Langsomt stiger lydene omkring ham, leende børn og voksne, og da han kommer ud på gaden omringes han af glade halloween-hekse, prinsesser, Spidermen, LEGO-figurer, zombier og og vampyrer. Dér. En appelsin og en banen og et lille blåbær. Han løber derhen og kaster sig i armene på appelsinen. Det er hans mor, og så krammer bananen, altså faren, ham og også lillesøsteren, det lille blåbær.

-Jamen Carl, så ville du med alligevel. Hvor er det dejligt. Jeg har prøvet at lokke dig hele dagen, siger moren.

-Selvfølgelig. Halloween er faktisk ikke så slemt, og jeg kom vist til at savne jer, siger han og bliver lidt flov, så snart han har sagt det.

Blåbærret vil samle slik, så de lader sig flyde med fra hus til hus rundt i nabolaget. På et tidspunkt forsøger moren at tage hans hånd, men det da bliver det alligevel for meget, det er i forvejen ret pinligt at gå rundt med sådan en frugtfamilie.

Foran husene brænder der græskar- og roelygter og endda et par små kartoffellygter. En af græskarlygterne virker bekendt, Carl stopper op et øjeblik og kigger på den, og i samme nu bevæger det trekantede øje sig - græskarret blinker til ham. Han lyser op i et smil, blinker tilbage og småløber så for at indhente familien.

Læs mere om Halloween her.

© ShutterStock

image beaconimage beaconimage beacon