Du bruger en ældre browserversion. Brug en understøttet version for at få den bedste MSN-oplevelse.

Bo har gjort Peter glad igen

Familie Journal's logo Familie Journal 25-03-2019 Greta Johannsen
Bo har gjort Peter glad igen © Gregers Overvad Bo har gjort Peter glad igen

Hvem har dog brug for en tatoveret fyr, som udadtil ser hård ud, men indeni er blød som smør? Sådan tænkte Peter Arvedsen, da han første gang trådte ind på Café Ingeborg i Ringsted. Heldigvis blev han modtaget af Bo, som havde brug for endnu en ven...

Adopterede dreng med Downs Syndrom

Peter Arvedsen lignede en mand, man kunne slå sig på, da han første gang trådte ind i Café Ingeborg i Ringsted. Han havde tatoveringer i ansigtet og på hænderne, hængerøvsbukser og den der måde at gå på, der siger ”her kommer jeg, så du kan bare smutte.” 

Downs Syndrom: Mathias har bare et ekstra kærlighedskromosom

Bo var den første, som så Peter. Bo stod i køkkenet, og da han fik øje på Peter, smuttede han ikke. Tværtimod. Han blev så glad, så glad og løb lige ind i favnen på Peter, for han syntes, at den her nye mand lignede en, som kunne være en god ven − og så gav han Peter et ordentligt kram og sagde, at han havde savnet ham.

− Det havde jeg sgu ikke prøvet før. Det var første gang, jeg så Bo, og som regel plejer folk at gå over på den anden side af gaden, når de ser sådan en som mig. Men her kom den der lille fyr løbende og gav mig et knus − og det er der så heller aldrig andre mænd, der har gjort. Jeg kiggede lige ind i hans dådyrøjne, og så kunne jeg jo se det: Her var et menneske, som så mig som den, jeg er.

- Over for ham kunne jeg nøjes med at være Peter. Jeg havde ikke brug for at tage en maske på og spille sej, for Bo ser det ikke. Han ser kun et medmenneske, siger Peter.

Det er seks år siden nu, og siden den dag har Bo og Peter været venner. Bo siger godt nok ”det har vi altid været”, og så er det nok sådan.

En særlig succes

Bo Bang Jensen har Downs syndrom. Han og mange andre på Café Ingeborg er dem, der ikke er plads til i den del af samfundet, hvor man bliver vurderet på, hvor meget man kan, hvor stresset man er, og hvor hurtig og smart man er. De er dem, de andre ikke regner med − og så er de alligevel så smarte, at resten af samfundet kunne lære en del af Bo, Peter og alle de andre, som arbejder på Café Ingeborg.

Det begyndte for otte år siden, da politikerne i Ringsted Kommune syntes, at maden til kommunens ældre borgere kunne trænge til et løft − og hvis man samtidig kunne give et job til nogen, der ellers ikke var plads til på arbejdsmarkedet, ville det være en god idé. Derfor hentede de en særlig medarbejder ind, Anne Woergaard Mikkelsen, som er socialpædagog. Og hun havde en plan.

− Vi fik en million kroner til at sætte køkkenet på Knud Lavard Centret i stand. Vi ansatte en professionel kok, og så fik vi vores særlige medarbejdere ind.

De er mennesker med Downs, Asperger, autisme, senhjerneskadede, demens eller noget helt andet. Men de er også mennesker, som vi ellers parkerer på en pension og tager os af og gør passive. De her mennesker har dog så meget at give, og de vil hellere end gerne arbejde her. Vi begyndte med otte særlige medarbejdere, og Bo har været med fra starten, fortæller hun.

Kærlighed til hinanden - og vandet

Siden er der gået tusindvis af højt belagt smørrebrød og laksesnitter gennem Bos hænder. Køkkenet på Café Ingeborg er blevet en succes med 35 særlige medarbejdere, som arbejder sammen med almindeligt ansatte kokke, bagere og en køkkenleder. De laver mad til pensionisterne i kommunen, mad til kantinen, mødeforplejning − og det stopper ikke ved det.

Duede ikke

I et drivhus på et plejehjem uden for byen dyrker nogle særlige medarbejdere krydderurter til den mad, de laver på Café Ingeborg.

Den mand, som kører ud med maden, er også en særlig medarbejder − faktisk er Café Ingeborg blevet så stor en succes, at man ude i det ”normale” arbejdsliv godt kunne blive misundelige. For Anne Woergaard Mikkelsens medarbejdere kan virkelig meget, når man giver sig tid til at finde ud af, hvad det er, de kan − og så ansætter dem til at gøre netop det.

Og der var også plads til Peter Arvedsen, skulle det vise sig.

− Inden jeg begyndte her, var jeg sikker på, at der ikke var nogen, som kunne bruge mig, siger Peter. 

− Jeg er vokset op i et hårdt miljø, hvor det gælder om at hænge ud med de seje. Det handler om at gå sammen med de rigtige i den rigtige gruppering. Ellers er du ikke noget. Så da jeg voksede op, blev jeg til noget: den hårde fyr, som aldrig viste sine følelser. Jeg var ham, de andre gik til side for, siger Peter. Han fortsætter: 

- Som helt ung ville jeg gerne være kok, men det blev ikke til noget. I stedet kom jeg ud som jord- og betonarbejder og tjente gode penge. Jeg fik kone og fire børn, der skulle hentes penge hjem, og det gik jo godt − indtil den dag, jeg faldt ned af en stige og kom til skade med ryggen. 

− Jeg prøvede at komme tilbage i jobbet, men min ryg og lænd havde taget skade, og jeg kunne ikke klare arbejdet. Det endte med, at jeg sad hjemme. Jeg røg ind i en depression, spillede computerspil og lod, som om resten af min familie ikke var der. Jeg havde så meget angst og smerte indeni, at jeg ikke kunne overskue noget som helst. Jeg fik medicin for ADHD og depressioner, og jeg tænkte, at ingen havde brug for mig, for jeg duede jo ikke til noget mere.

Hurra for Peter

Men samfundet lod ham ikke bare sidde hjemme. Peter skulle ligesom alle andre ud i arbejde igen. 

Han så tilfældigvis, at der fandtes en Café Ingeborg − et beskyttet beskæftigelsestilbud, hvor man kunne søge om at komme i praktik. Han tænkte på sin gamle drøm om at blive kok og besluttede at finde ud af, om det var muligt at komme derhen, selv om de garanteret ikke ville have sådan en som ham. Han kunne jo ikke engang holde sig selv ud, hvordan skulle andre så kunne holde ham ud?

Den dag, han første gang besøgte caféen, ansatte Anne den hårdkogte Peter, også fordi Bo var så glad for ham. Hun havde også selv en fornemmelse af, at Peter var en god mand inde bag facaden.

Der skulle dog lige gå et stykke tid, før Peter blev helt mødestabil. En gang var han syg i tre uger og turde ikke komme igen, for de ville jo sikkert ikke have ham, når han var så ustabil, men han tog fejl. Da han kom tilbage til køkkenet, rejste Bo sig op og bad alle medarbejderne klappe af Peter, fordi han var kommet tilbage.

Siden har Peter været fast mand i køkkenet på Café Ingeborg. Bo blev Peters redningsmand, kan man sige, for Peter har ikke længere brug for sin hårdkogte facade.

− Bo og jeg begyndte at arbejde sammen i køkkenet. Og så fandt vi ud af, at vi har en hel del til fælles. Vi elsker begge to fodbold og holder med Brøndby, og vi bliver begge 40 år i år, siger Peter.

Bedste venner

De besøger hinanden privat og sidder så og nørder med papirer og den slags, der har noget med fodboldspillerne i Brøndby at gøre. De står ved siden af hinanden til frokost og arbejder koncentreret sammen om smørrebrødet, der skal være færdigt. De er venner, og det har de altid været, siger Bo.

Når han går hjem, går han hjem til sit bofællesskab, hvor hans allerbedste ven, Lars Henrik, også bor. Når Bo har fri, ser han fodbold, besøger sin familie og hygger sig med sine venner. Han har et dejligt liv, synes han − og han ved ikke, at det faktisk er hans skyld, at Peter også har et dejligt liv i dag.

− Bo og de andre i køkkenet ser kun mig, Peter. Ikke mine tatoveringer, ikke noget som helst andet end den person, jeg er inderst inde. Og nu tør jeg være mig selv. Jeg er glad, jeg bruger ikke medicin længere, og jeg har overskud til mine børn. Når jeg går gennem gaderne i Ringsted, er der ingen, der går over på den anden side af vejen. Nu genkender pensionisterne ude i byen mig fra caféen og hilser. Bo og arbejdet har gjort mig til et menneske, siger Peter. 

Mere fra Familie Journal

image beaconimage beaconimage beacon