Ved at bruge denne tjeneste og relateret indhold accepterer du brug af cookies til analyseformål, tilpasset indhold og reklamer.
Du bruger en ældre browserversion. Brug en understøttet version for at få den bedste MSN-oplevelse.

Gekkoinspireret robotgriber skal opsamle rumskrot

Ingeniøren's logo Ingeniøren 23-07-2017 Hanne Kokkegård

Rummet er fyldt med skrot, og i fremtiden kan det blive nødvendigt at kunne rydde op for ikke at risikere totalt at lukke adgangen til rummet – og dermed slutte rumalderen for os.

For hvis mængden af rumskrot fortsætter med at stige, vil risikoen for at blive ramt af gamle udtjente satellitter og gamle raketdele være så stor, at man ikke tør tænke i bemandet rumfart – ligesom vitale kommunikationssatellitter kan blive sat ud af spillet på et nanosekund.

Mange forskere – også i Danmark - har i flere år arbejdet på at finde en god metode til at rydde op i rummet, såsom kabler, net og sejl. En af de nyeste påfund er en robotgriber, der efterligner gekkoens evne til at hænge fast på ’umulige’ overflader.

De hidtidige tests er blandt andet udført ved parabolflyvning, hvor flyet foretager en brat nedstigning, så man oplever vægtløshed i cirka 20-25 sekunder. Forsøgene viser, at metoden fungerer i vægtløs tilstand, skriver Stanford University.

Et puf og det er væk

Problemet med rummet er, at sugekopper ikke virker i vægtløshed. Traditionelle klæbestoffer virker heller ikke, fordi de kemikalier, de bygger på, ikke fungerer med de ekstreme temperatursving, der er i rummet. Magneter virker kun på metal.

Oven i købet skal der kun et lille puf til, før rumskrottet bliver sendt i en ny retning i stedet for at blive opsamlet.

Mængden af rumskrot

Mængden af rumskrot i kredsløb om Jorden er enorm. ESA, Den Europæiske Rumorganisation, fortalte fornyligt, at man kan spore cirka 18.000 objekter, men kun 1100 af dem er funktionsdygtige satellitter.

Resten er rumskrot – gamle satellitter, vragdele fra satellitter og raketdele – af en sådan størrelse, at de med lethed sætter dyre og essentielle kommunikationssatellitter ud af spil, hvis de rammer dem med 28.000 km/t.

Oveni kommer op imod 170 millioner bittesmå objekter større end en milimeter og op imod 700.000 objekter større end en centimeter, der er i kredsløb om Jorden. Med en fart på mange tusinde kilometer i timen kan selv mikroskopiske dele forårsage store skader.

Fra tid til anden må Den Internationale Rumstation, ISS, hæves i højden på grund af risikoen for kollision med rumskrot – og en sjælden gang må astronauterne søge ud i Sojuz-fartøjerne parat til at undslippe og vente der, til faren er drevet over.

Men Stanford-griberen er inspireret af gekkoens evne til at klatre op ad vægge og andre lodrette overflader på grund af mikroskopiske flapper med klæbemiddel under dens fødder.

Når det har fuld kontakt med overfladen, opstår der en såkaldt Van der Walls-binding mellem fødder og overflade – det vil sige en svag intermolekylær kraft, som skyldes optimale forskelle i positionerne af elektroner på ydersiden af molekyler.

Låser med et let tryk

Griberen er langt fra så fintfølende som gekkofødderne, for klæbepuderne er cirka 40 mikrometer i diameter, mens de tilsvarende flapper hos gekkoen er 0,2 mikrometer i diameter.

Læs også: ESA: Behov for global indsats mod rumskrot

Men alligevel virker klæbemidlet på omtrent samme måde. For ligesom gekkofoden, virker de kun klæbende, hvis de er drejet i en bestemt retning.

Gekkoinspireret robotgriber skal opsamle rumskrot © Skærmprint fra YouTube-video fra Stanford University Stanford engineers design a robotic gripper for... Gekkoinspireret robotgriber skal opsamle rumskrot

Samtidig kræver det kun et let tryk, før at det sker. Og det er smart i forhold til rumskrot, for i stedet for at skubbe objekter væk, kan man holde det fast, hvis man fører ’klæbepuderne’ sammen, fordi de låser sig fast til genstanden.

Fanger badebolde og terninger

Robotgriberen med klæbepuder kan både klæbe sig fast til flade genstande som solpaneler og buede genstande som raketrester.

Læs også: Japansk rumskrotfjerner i udu brænder op i atmosfæren

Gribemetoden er som nævnt testet under parabolflyvning, hvor man i løbet af to dage foretog 80 stigninger og dyk. Og griberen formåede at gribe en terning og en badebold - og samtidig slippe så forsigtigt, at genstandene knapt flyttede sig, da de blev sluppet.

Stanford University udvikler ‘gekkogriberen’ sammen med Nasas Jet Propulsion Laboratory (JPL). Der venter, som man nok kan tænke sig, stadig en masse udviklingsarbejde.

Deres foreløbige resultater er netop offentliggjort i tidsskriftet Science Robotics.

Herunder kan du se en video, hvor Stanford-forskerne fortæller om forskningen.

Jobopslag fra Jobfinder

image beaconimage beaconimage beacon