Du bruger en ældre browserversion. Brug en understøttet version for at få den bedste MSN-oplevelse.

Anita var hjemløs i 14 år: Jeg havde kun mig selv

Ude og Hjemme's logo Ude og Hjemme 07-09-2018 Anne Kristensen
Anita var hjemløs i 14 år: Jeg havde kun mig selv © Gregers Overvad Anita var hjemløs i 14 år: Jeg havde kun mig selv

I 14 år levede Anita Abrahamsen alene på gaden, og hver dag var en kamp for overlevelse. Men kampene gjorde hende også stærkere og gav hende troen på, at hun kunne vende tilbage til et ordentligt liv. Nu er hun på rette vej.

For fire måneder siden tog Anita Abrahamsen en nøgle, satte den i en hoveddør og drejede rundt. Døren åbnede sig, og Anita trådte ind i et hjem.

Voksede op med overgreb og svigt: Jeg ville bare gerne passe ind

Hjemmet var hendes helt eget. Og følelsen af at have sin egen bolig var helt ny. For inden hun trådte over dørtærsklen, havde Anita boet på gaden i 14 år. 

– Hvis jeg ikke kunne holde ud at bo her, så var jeg et skarn, smiler Anita, 33, og kigger sig omkring i sin have, der ligger tæt på en skøn park i Valby.

Haven er ikke stor, men der er plads til, at hun kan sidde og nyde solen på en bænk, mens hendes to grønlandske hunde, Nanoq og Ivalu, leger på græsplænen foran hende.

Selve boligen er en såkaldt skæv bolig – en særlig boform for socialt udsatte, som har svært ved at indordne sig almindelige boligforhold. Her bor de side om side i deres eget lille hjem under friere rammer og med hjælp fra en vicevært, som hjælper beboerne i dagligdagen.

Ny rytme

Det er en helt ny verden for hende, at hun nu skal til at betale husleje og tømme postkasse. Men også, at hun har mulighed for at tage på festival og gå i biografen. Anita er nemlig vant til at slæbe rundt på sine få ejendele, hvilket har begrænset hendes frihed. Nu kan hun endelig efterlade sine ting og sine hunde i sikkerhed derhjemme.

Daniella arbejdede i årevis som prostitueret: Jeg skammer mig ikke mere

Døgnrytmerne er også vendt op og ned, for som hjemløs er man vågen om natten.

– Som hjemløs lever man om natten, for det er dér, man føler sig mest udsat. Falder man i søvn i mørket, kan man lettere blive bestjålet, overfaldet eller ligefrem sat ild til. Vi er hårde mod hinanden på gaden. Man burde jo egentlig kunne holde lidt sammen, men det fungerer ikke. Man er presset til det yderste, så selv en lille konflikt bliver meget stor på ingen tid. Man har kun sig selv, så man er nødt til at skærme sig og være egoistisk. Og det gør, at man bliver meget ensom, fortæller Anita, som er lykkelig for, at hun havde sine hunde til at holde sig med selskab – og til at forsvare sig, hvis det var nødvendigt.

– De er den tætteste familie, jeg har, siger Anita og giver Nanoq, der har fulgt hende i længst tid, et stort kram.

– Det var Nanoq, der gjorde, at jeg kæmpede videre, når det så allerværst ud i mit liv, tilføjer hun.

Far blev myrdet

Og det har virkelig set forfærdeligt ud i Anitas liv i mange år.

– Jeg mistede min far, da jeg var 17 år. Han blev slået ihjel 2. juledag. Det var hans bedste ven, der kvalte ham. Mine forældre var skilt, og jeg boede hos min far sammen med min storesøster. Vi levede et rigtig borgerligt liv på Lolland i den gode ende af samfundet, og da han døde, gik alt galt. Vi kunne ikke bo alene i et hus på 200 kvm, så min søster ville sælge det, og vi arvede en del penge. Men ingen holdt snor i os, selv om vi var så unge og ramt af så stor en sorg. Jeg blev bare kastet ud i en lejlighed for mig selv med lidt ekstra økonomisk støtte, men ingen hjalp mig med at tackle smerterne. 

Michelle var narkoman som 14-årig: Jeg ville ikke leve mere

Farens død rammer Anita hårdt. Pengene fra arven bruger hun på kokain, for sorgen er ubærlig, og stofferne er den eneste måde, hun kan dulme smerterne på.

Sorg og misbrug

– Jeg tog 5-10 gram kokain om dagen, hvilket er ret meget. Jeg lagde en ny bane klar, før jeg overhovedet havde nået at sniffe den første. Jeg brugte virkelig mange penge på det, og da de begyndte at slippe op, skiftede jeg i stedet til benzodiazepin, som er en slags nervemedicin, og en masse andre billigere piller. Hvis du finder en pille, der ender på ”-parm”, har jeg sikkert taget den.

Anitas misbrug betyder, at søsteren kapper forbindelsen til hende. Moren tager også sjældent kontakt. Der er kommet en stedfar ind i billedet, som ifølge Anita stiller sig i vejen for, at hun får den nødvendige hjælp. Vennerne skærer hun selv fra, for hun ønsker ikke at vise dem, hvor hun er endt.

Hun er overladt til sig selv. Og hun vælger derfor at prøve lykken i Odense. Hun drosler efterhånden ned på sit misbrug af piller og hårde stoffer, for hun kan ikke lide den person, hun bliver, når hun tager dem.

Men misbruget fortsætter. Nu er det bare medt hash og alkohol, hun bruger sine penge på. Og det sender hende til sidst ud på gaden.

Mistede sit barn

– Jeg begyndte at bo på gaden, da jeg var lige knap 20 år. I begyndelsen flakkede jeg lidt rundt. Først i Odense, så i Aalborg og så i Odense igen. Men der var ikke megen hjælp at hente nogen af stederne, så da jeg fik en kæreste, som skulle i gang på en produktionsskole i København, flyttede jeg med. Og ikke så længe efter blev jeg gravid. Det hele tegnede pludselig lidt lysere, men hans forældre ville ikke have, at vi fik barnet, så de fik os presset til, at jeg skulle have en abort. Jeg kan huske, at jeg faktisk lå klar på operationsbordet, men jeg tudede og tudede, så lægen nægtede at foretage indgrebet. Han kunne se, at det ikke var mit eget valg, at jeg lå der. Så jeg beholdt barnet, men måtte afbryde forholdet til kæresten.

Anita tog ikke stoffer under hele graviditeten og fik en velskabt søn. Hun lovede ham, at hun ville fortsætte med at være stoffri, for nu skulle de have et godt liv sammen. De kom på mor/barn-hjem, hvor man ville holde øje med Anitas evner som mor, og Anita var lykkelig som aldrig før. Hun var fast besluttet på at bevise, at hun sagtens kunne klare morrollen. Men det var en rolle, hun ikke fik lov til at have ret længe.

– Min søn sov stille ind om natten, da han bare var 4 uger. Han led vuggedøden, og jeg vågnede op til et gasblåt barn. Jeg var helt ude af den og havde bare lyst til at forsvinde fra jordens overflade. Det var nogle hjemløse grønlændere, der samlede mig op og hjalp mig gennem sorgen. De ved om nogen, hvad det vil sige at være nede og skrabe bunden. Uden dem var jeg gået til, og det er også derfor, jeg har valgt grønlandske navne til mine hunde. Som en hyldest til dem.

Livet på gaden

Efter sønnens død fulgte yderligere ni år på gaden i København. For det meste på Vesterbro, selv om det ifølge Anita er det hårdeste kvarter overhovedet.

– De hårdeste kvarterer er mærkeligt nok også de tryggeste for en hjemløs, for så er der vagter, der går rundt og holder øje, og de er jo også opmærksomme på, om der sker én noget. Så der boede jeg og sov under halvtage og i porte. Heldigvis skaffede jeg mig en sovepose, der kunne klare ned til -34 grader, og det var altafgørende, når det var vinter. Ellers havde jeg nok ikke været her i dag. Som hjemløs kæmper man jo reelt set for livet hver dag. Der skal skaffes penge til ens misbrug, til hundemad og til det mest nødvendige, og det er alles kamp mod alle. 

Anita er taknemmelig for den medmenneskelighed, hun trods alt har mødt på gaden, mens hun var hjemløs, men hun mener stadig, at der er lang vej tilbage, hvis der skal være håb for de knap 7.000 hjemløse, der er i Danmark. 

Fået fars styrke

– Folk spørger mig tit, hvorfor det er så svært at komme ud af hjemløshed i et land som Danmark. Det er meget enkelt. Der er ikke nogen boliger! Man kan sidde flere år i venteposition til en bolig, hvis man overhovedet får tilbuddet. Sikkerhedsnettet fungerer ikke, selv om man praler med, at det gør. Man får først ordentlig hjælp, når man ikke kan rejse sig igen, og så er det ofte for sent. Jeg blev ikke hjulpet som 20-årig, fordi jeg åbenbart ikke havde det skidt nok, og se, hvor jeg endte. Først da jeg flere år senere brød sammen på kommunen og sagde, at jeg ville hænge mig, fik jeg hjælp, så jeg nu er kommet videre. Hvorfor skrider man ikke ind noget før, så man forebygger, at flere ryger ud i hjemløshed og misbrug?

At Anita klarede sig igennem livet som hjemløs, tilskriver hun først og fremmest sin far.

– Jeg har fået min styrke fra ham, og den har gjort, at jeg har kunnet overleve alle de ting, jeg har været udsat for. Hvis man kan klare livet på gaden, kan man klare alt, og det giver mig også troen på, at jeg nok skal klare det fremover. Jeg er en fighter, og jeg er kun blevet stærkere af al den modgang, jeg har mødt.

Heldigvis har Anita nu også kæmpet sig ud af sit hash- og alkoholmisbrug, og hun er overbevist om, at hun aldrig vender tilbage til gaden igen. Livet i egen bolig er langt mere tillokkende. Hendes plan er nu at genoptage og afslutte 9. klasse, som hun aldrig nåede. Hvad der siden skal ske, ved hun ikke.

Mere fra Ude og Hjemme

image beaconimage beaconimage beacon