Du bruger en ældre browserversion. Brug en understøttet version for at få den bedste MSN-oplevelse.

Rasmus fik en fødselsdepression: Jeg skammede mig

Ude og Hjemme's logo Ude og Hjemme 09-09-2018 Karoline Olesen
Rasmus fik en fødselsdepression - det er ikke kun for kvinder: Rasmus fik en fødselsdepression: Jeg skammede mig © Søren Lambert Rasmus fik en fødselsdepression: Jeg skammede mig

Der var stor lykke, da Rasmus fik at vide, at han skulle være far. Men da hans datter kom til verden, følte han sig udenfor. Og som månederne gik, begyndte hans ellers så rolige sind at skifte til vrede, og da han en dag satte sig ved computeren og googlede ordet ”fødselsdepression”, følte han sig endnu mere alene.

Stilheden i sommerhuset bliver kun afbrudt af den idylliske fuglekvidder fra trætoppen udenfor. Mørket er ved at sænke sig, og Rasmus iagttager sin datter, der kort forinden er kommet til verden. Men selv om han godt kan se, at han sidder midt i et idyllisk scenarie, er der alligevel noget, der ulmer inden i ham.

Anders reddede sin søn ud af flammerne: Far er en helt

De små klynk fra datteren Sigrid høres så høje, at han føler, hovedet er ved at eksplodere. Han prøver at tænke på noget andet, men langsomt kan han mærke, hvordan vreden bygger sig op inden i ham.

– Jeg vidste ikke, hvorfor jeg havde det på den måde. Når jeg kiggede på min datter og min kæreste, følte jeg, at de havde et bånd, som jeg ikke var en del af, og jeg begyndte at skamme mig over at have de her forkerte følelser i en tid, hvor det hele jo skulle være så perfekt, fortæller 30-årige Rasmus Lang Tvede Hedegaard.

Realitystjernen ramt af fødselsdepression: Jeg har svært ved at elske min søn

Følte mig udenfor

Fødslen af deres datter Sigrid var kaotisk. Hun blev født ved akut kejsersnit, og med fokus på sin kones velbefindende gik der lidt tid, før Rasmus så hvilket køn, hans nyfødte barn havde.

Da de efter nogle dage kom hjem fra hospitalet, blev de mødt af ingredienserne til en god middag, som Rasmus’ svigerforældre havde købt ind til den lille familie. Så i stedet for at lægge sig på sofaen og puste ud efter de hektiske døgn, fandt Rasmus gryderne frem.

– Problemet var, at jeg ikke kunne mærke, at jeg var træt. Jeg tror, at jeg havde en idé om, hvordan jeg skulle være som nybagt far. Selvfølgelig skulle vi have noget god mad, og selvfølgelig skulle jeg sørge for min kone, fortæller Rasmus, der glad og stolt over sin lille datter ofte cyklede rundt med familien i ladcyklen i de københavnske bydele, mens solen skinnede på dem. Han viste hende frem og fik komplimenter for sin smukke pige.

Men den nærhed, som mor og datter havde, følte han stod i skærende kontrast til det, han havde.

Ulykke og skilsmisse ændrede hans liv: Nu er jeg en bedre far

– Jeg følte mig udenfor. Jeg kunne se, at de havde det dejligt, og det var jeg ikke en del af. Så jeg var misundelig, og jeg følte, at hvis jeg skulle på banen, ville jeg tage noget af den kærlighed væk, som de havde sammen. På det tidspunkt forstod jeg ikke, at der var plads til os begge to, husker Rasmus, der den dag i sommerhuset første gang kunne mærke, at der var noget galt.

Da mørket om aftenen faldt på, havde vreden ikke lagt sig. Han kunne ikke finde roen, og tankerne kørte rundt i hovedet på ham.

Familien tog hjem, og de næste måneder prøvede Rasmus at holde sig beskæftiget konstant. Ofte kom han sent hjem, når han havde spillet musik og drukket øl med vennerne, men når han slog øjnene op om morgenen, blev han overmandet af træthed, og farrollen kunne ofte føles uoverskuelig.

Handlingslammet

En dag skulle Rasmus passe sin datter alene. Nogle udefinerbare følelser ulmede i ham, og han kunne mærke ængstelsen i kroppen. Når hoveddøren blev lukket, blev han ramt af panik. Hvis hans datter lagde an til gråd, vidste han ikke, hvad han skulle gøre, og følelsen af irritation overmandede ham.

– Hun kunne sidde der på gulvet, og jeg følte mig lidt som en fremmed, der ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Jeg følte mig så handlingslammet og som en kæmpe fiasko.

For Rasmus var skammen overvældende, og han havde svært ved at snakke med andre om sine tanker og følelser. I stedet kom frustrationen ud gennem spydige bemærkninger, og som tiden gik, voksede en sort sky op omkring ham.

Også for mænd

Kort tid efter at Rasmus var blevet far, blev han screenet for en fødselsdepression. Indtil da havde han kun forbundet det med kvinder, men de mange negative følelser, som han ikke kunne sætte ord på, fik ham til at skrive ordet i søgemaskinen.

Søgeresultaterne var overvældende, men når han scrollede ned over siderne, kunne han ikke genkende sig selv eller sine symptomer.

– Det handlede mest om kvinder, der græd og lå i sengen uden at kunne foretage sig noget. Jeg havde det nærmest omvendt. Jeg græd overhovedet ikke, og jeg var rigtig meget sammen med mine venner, fortæller Rasmus, der efter et stykke tid kontaktede den sundhedsplejerske, som familien var tilknyttet. Han beskrev sine symptomer, og selv om det var otte måneder siden, at han blev far, fik han lov til at komme med i et forsøg på Rigshospitalet, der handlede om efterfødselsreaktioner hos mænd.

Diagnosen lettede

Sammen med en psykolog begyndte Rasmus for første gang at sætte ord på sine tanker og følelser. Han snakkede om sin barndom, og langsomt begyndte hans reaktioner at give mening for ham.

– Jeg spurgte, om jeg kunne få en diagnose. Da jeg fik at vide, at jeg havde en fødselsdepression, blev jeg enormt lettet. Det var ikke min personlighed, den var gal med, det var, fordi jeg var syg. Og det handlede jo slet ikke om, at min kæreste eller datter ikke var gode nok.

Som tiden gik, og han fik arbejdet med sig selv, begyndte smilet at komme frem, og frustrationerne og følelsen af fiasko blev mindre.

Denne gang var han klar til at slippe forventninger til farrollen og i stedet mærke efter, hvad både han og hans børn havde behov for. 

–  Når jeg tænker tilbage, havde jeg opstillet en masse regler for, hvordan jeg skulle være som far. Hvis hun ikke blev puttet på et bestemt tidspunkt, så var det en fiasko, og hvis jeg ikke kunne trøste hende, var jeg en dårlig far. Men det er jo noget pjat. Nogle gange kan jeg stadig godt mærke de gamle følelser, hvis jeg er virkelig presset, men så har jeg en mental værktøjskasse, jeg trækker frem. Så i stedet for at tænke, at vi burde lave ordentlig mad nu, og de skal puttes lige bagefter, kan vi finde på at tage på stranden og spise en is.

Intet at skamme sig over

For Rasmus har det været vigtigt at tale åbent om den svære tid, hvor skammen fyldte alt. For idéen om, at manden ikke kan knække psykisk, er ifølge ham noget pjat.

– Mænd har ikke en knap, man kan trykke på og udsætte psykiske problemer, og jeg synes også, at det er nedgørende over for kvinder at have en forestilling om, at det kun er dem, der kan blive syge, siger Rasmus, der har stiftet Fars Klub, en legestue for mænd, hvor man kan snakke om, hvordan det er at være far.

Han håber, at han med sin historie kan være med til at prikke lidt til de machomænd, der stadig har forestillingen om, at mænd ikke kan få en fødselsdepression.

– Jo mere vi snakker om det, jo mindre tabu er det. For der er intet at skamme sig over. Det ved jeg heldigvis nu.

Mere fra Ude og Hjemme

image beaconimage beaconimage beacon