Du bruger en ældre browserversion. Brug en understøttet version for at få den bedste MSN-oplevelse.

Stress: ”Hvor tit ligger der en kvinde i høje hæle i græsset langs motorvejen?”

Femina's logo Femina 10-07-2018 Charlotte Hallbæck
stress © PR stress

Administrerende direktør Katia Østergaard arbejdede sig helt i sænk. Og der skulle ikke bare ét, men to fysiske kollaps til, før hun indså, at hun måtte finde en balance.

– Jeg kører af sted, men kan mærke i kroppen, at det er under opsejling. Så jeg kører ind til siden og lægger mig lidt i græsset. Det er egentlig underligt, at ingen stopper. Hvor tit ligger der lige en kvinde i jakkesæt og høje hæle i græsset langs motorvejen? Jeg rejser mig efter noget tid og tænker: Nå, det er nok klaret nu, så kan jeg komme videre. Hvor dum kan man være? Jeg fortsætter min færd, selv om jeg også tidligere er besvimet flere gange. Det var et sindssygt vigtigt møde.

Kend din stresstype - så ved du, hvordan du passer bedst på dig selv

Men det sker igen. Så jeg kører ind igen og lægger mig. Denne gang er der faktisk en bil, der stopper, og han siger til mig: ”Du må nok erkende, at du ikke skal mere i dag... ”. En vildfremmed.

– Jeg er tæt på Solrød-afkørslen, hvor mine forældre bor. Jeg kører ind og får et glas vand, så er jeg nok klar igen, tænker jeg. Mine forældre er dybt chokerede, men jeg er jo voksen. De ville ikke kunne sige: ”Det MÅ du ikke Katia... ”. Min far siger: ”Du kører under ingen omstændigheder i bil!”. Så kørte han mig sgu selv hele vejen til Jylland til det møde og hjem igen.

– Den nat sover jeg hos mine forældre. Jeg kan hverken gå eller stå, men kommer alligevel på arbejde næste dag. Det er i Børsbygningen. Da jeg parkerer, kan jeg pludselig ikke røre mig. Jeg tror, det er en hjerneblødning, og tænker: Nu er det slut. Der går lidt, før jeg kan tale, og jeg får fat i min sekretær. Hun ringer efter en ambulance, og siger: Du GØR ingenting! Men jeg skal jo ind og underskrive de sindssygt vigtige papirer fra mødet dagen før. Jeg går ned for at sætte min administrerende direktør ind i situationen. Så falder jeg om på hans kontor og er bevidstløs.

– Hvor DUM kan man være. Hvis nogen fortalte mig, at de havde opført sig så åndssvagt. Men jeg kunne simpelthen ikke selv se det, da jeg var i det. Jeg er så ekstremt konkurrenceminded, og hvis jeg har et mål, så kommer jeg også derhen. Jeg skal nok finde en vej. Jeg har altid spillet for at vinde. Det med, at det ælder om at have det sjovt … hmmm, jeg har det nu bedst, hvis jeg vinder. Det er en egenskab, der har bragt mig langt, men det kan også gå hen og blive en svaghed, hvis man ikke passer på.

Stress: Sommerferien stresser de danske kvinder!

– Jeg blev frataget alt ... computer, mobil, alting. Jeg blev indlagt og var så afkræftet, at jeg besvimede, bare jeg så børnene eller min administrerende direktør. Jeg skulle lære at gå ned til købmanden og købe en liter mælk igen. Jeg havde jo også givet mine børn et kæmpe chok. De var små dengang. En treårig, der ser sin mor falde om … det er ikke så godt, vel!

– Et lille år efter har jeg så en tur mere. Det er til et møde i Sverige, hvor jeg – midt i en samtale – går i gulvet. Jeg kommer op på hotelværelset. Hjerneblødningen var der ikke sidst, men nu er den der, tænker jeg. Jeg kravler hen over gulvet for at få fat i stuepigen. Så ryger jeg ind igen. At gøre sådan noget én gang og så repetere det ... Som leder har jeg altid sagt, at der skal være plads til at fejle, men to gange? Det er uhyggeligt dumt.

– Lægerne sagde: ”Prøv og hør, grunden til, at du ikke er død, er, at du har et sundt system. Det er HFI-relæet, der er slået fra. Det hele går ned. Din krop er ikke lavet til at køre i sådan et tempo og under så meget pres, og på et tidspunkt rejser du dig ikke igen”. Det gjorde større indtryk nu. Det var en øjenåbner.

– Jeg havde altid haft det sådan, at det er lidt egoistisk at passe på sig selv. Det er en fejlmekanisme hos mig: Det er alt det andet før mig. Men jeg kunne jo ikke fortsætte med at arbejde i den tilstand. Jeg kunne jo ikke være noget for nogen.

– Jeg måtte gøre ting, der er virkelig anti-mig. Jeg fik en psykolog (hun griner højt!). For mig har psykologer altid betydet,at enten så er man amerikaner, eller også er man virkelig syg mentalt. Men det var en stor øjenåbner. Jeg blev pludselig tvunget til at forholde mig til mig selv. Det gør man jo ikke, når man altid bare kører af sted med 180 kilometer i timen.

5 stresstegn, du måske overser

– Senere kom jeg til erhvervspsykolog. Jeg startede med at spørge: ”Hvilken bog kan jeg læse, så jeg kan blive kureret hurtigt?”. Jeg troede, jeg kunne tale 10 gange med ham 10 dage i træk, og så var den fikset. Men sådan fungerer det ikke. Det kræver tid og proces. Det var en fundamental ændring.

– Jeg siger meget mere fra nu. Jeg fylder ikke længere min private kalender HELT op. Det er for meget, hvis du hele tiden skal noget. Jeg laver stadig meget med familie og venner, men det er ofte spontant, og det er o.k. at ringe dagen før og aflyse. Den frihed er fantastisk! Tidligere ville jeg ikke have drømt om at aflyse, og jeg lavede altid alting selv, for ellers viser man jo ikke, at man glæder sig til, at gæsterne kommer.

– Det er faktisk en øvelse, Henning, psykologen, har givet mig: ”Nu prøver du at købe noget hos bageren!”. Min kusine og søster skal komme på besøg. Da de kommer, siger jeg: ”Jeg har altså KØBT kagen. Det er Henning, der siger, jeg skal”. Det viser bare, hvor langt ude man kan være med de forventninger, man har til sig selv.

– På et tidspunkt har jeg givet et interview til Børsen, og forsiden lød: ”Jeg kommer aldrig til at finde den rette balance”. Det har heldigvis vist sig ikke at være rigtigt. Jeg har lært teknikker, og jeg har lært at mærke efter. Når jeg træder ind ad døren hjemme med børnene, så er jeg off nogle timer. Jeg har lært at tjekke ud og forstå, at jeg er nødt til at koble af og lade op for at få energi til næste præstation. Jeg er også blevet bedre til at styre min tid – med hjælp fra min fantastiske PA (personal assistant, red.), som jeg ansatte, da jeg blev administrerende direktør.

– Jeg er også opmærksom på kroppens signaler. Jeg kender den præcise forskel på almindelig hovedpine og dén hovedpine eller dén form for træthed. Så véd jeg, jeg skal passe på. Men det er en konstant bevidsthed, for hvis jeg kører per automatik, arbejder jeg solen sort. Sådan er min natur.

Katia Østergaard

48 år. Advokat og administrerende direktør i Horesta. Har kæreste og to børn. Bor i Sletten nord for København. Syg af stress i 2008.

Mere fra Femina

image beaconimage beaconimage beacon