Du bruger en ældre browserversion. Brug en understøttet version for at få den bedste MSN-oplevelse.

Lone fik en blodprop: Jeg fik en advarsel, men hørte den ikke

Femina's logo Femina 07-11-2018 Charlotte Fink
Lone Bjerg © Claus Peuckert Lone Bjerg

Hvordan lukker man livsglæden ind igen og tøjler dødsangsten, når man skal leve med et hjerte, der kun pumper på halv kraft? Dét er noget af det, som Lone Bjerg har været nødt til at finde ud af, efter at hun som travl sygeplejerske pludselig blev ramt af en blodprop i en alder af 52.

Lone lever med smerter og stomi: Jeg har gjort det til  min mission at bryde tabuet 

Lone Bjerg fik en bloprop, som ændrede hele hendes liv

Det er det, der er så mærkeligt: Jeg var ikke bange. Jeg vidste, at det her var alvorligt. Og det eneste, jeg tænkte på, var, at jeg skulle ligge stille og forsøge at sætte min krop på vågeblus. For det var den eneste måde, jeg kunne overleve det her på.

Da jeg kom ud af den akutte sorg, skulle jeg lære at leve igen 

Lone Grening Bjerg sidder på en café en regnvåd hverdag midt i det pulserende København. Til daglig bor hun mere fredeligt ude på landet mellem Tejn og Olsker på Bornholm. Men en gang om måneden er hun på arbejde i hovedstaden.  

Roligt og afklaret fortæller hun om den morgen, der vendte op og ned på hendes liv. Fra at være en travl og aktiv kvinde med fart på – hun var anæstesi­sygeplejerske, gift og mor til to teenagedrenge – blev hun pludselig selv patient og alvorligt ramt af en blodprop.

Hun var netop mødt på ­arbejde den morgen og stod omklædt i personalerummet, da hun pludselig fik det skidt.

– Det var, som om al min energi røg ud af kroppen på mig, og jeg blev helt geléagtig. Jeg havde trykken for brystet, men ikke ondt.

6 råd til at leve med en kronisk sygdom  

Til et par kolleger, der var på vej hjem, fik hun sagt: ”Nu må I altså hjælpe mig. Jeg bliver dårlig.” Herefter satte hun sig ned og begyndte at kaste op. Få minutter efter lå hun i en seng og blev kørt ind på intensivafdelingen. Man var ikke lang tid om at konstatere, at det handlede om en blodprop, og at hun skulle flyves til Rigshospitalet. Uheldigvis skete der en fejl i kommunikationen, så transporten blev forsinket, og der kom til at gå fem timer, før hun lå på operationsbordet.

– Det kan have været med til at give mig de større ar på ­hjertet, der gør, at mit hjerte kun slår ved halv kraft i dag. Det kunne man blive tosset og bitter over. Men det ændrer ikke noget. Jeg har fået en erstatning. Længere er den ikke. Jeg ser fremad, ikke tilbage.

Hvor alvorligt det var, blev understreget næste dag, da kardiologen, der havde opereret hende, gav hende følgende besked: ”Lone, du har haft en kæmpe blodprop, og du har taget din sidste vagt som sygeplejerske.”

Den var svær at sluge. Og svær at forstå.

– Mit arbejde har altid været en stor del af mit liv og min interesse. For mig var det nærmest ligesom en del af min identitet. Men lægen holdt fast og sagde: ”Vi må have søgt en pension til dig.” Og han vidste jo, hvad han talte om. For han havde set sådan nogle som mig før.

– I dag er jeg ham dybt taknemmelig. For det lettede mig i virkeligheden i den proces, der kom, hvor jeg skulle finde ud af at omstille min hjerne til at fatte det, der er min virkelighed nu: at jeg faktisk får en pension og har et skånejob på ni timer om ugen. Og ni timer er det, jeg magter. Jeg har ikke kræfter til mere. Men på den måde kan jeg både have et liv med arbejde og et liv uden for arbejdet. Det er noget nær perfekt. 

Søg hjælp

I dag, otte år senere, har hun ikke synlige men af sin blodprop, men hun har mange fysiske begrænsninger. Et hjerte, der kun pumper ved halv kraft, kan ikke give hende hele hendes liv tilbage. Hun bliver hurtigt træt. Hun er udsat. Skal passe på sig selv i for eksempel kulde og højder. Træls, når man som Lone har været vild med at stå på ski og ovenikøbet var skiguide i de yngre år. Og generelt bare træls, når man som Lone altid har opfattet sig selv som stærk og kunne lide rollen som den, der klarede ærterne for dem derhjemme, inden hun drønede på arbejde og klarede ærterne for andre.

– Det kunne man sagtens sætte sig ned og græde over. Og hvis man ikke får hjælp, kan det også være svært ikke at gøre andet. Jeg vidste bare, at jeg skulle have hjælp til at komme videre. Jeg kalder det at være livsmodig. Det er man nødt til at være. Det er essensen af mit budskab til dem, der får en kronisk sygdom: Det kræver livsmod at få livsglæden tilbage. Det kræver, at man gør noget selv. At man bestemmer sig for, at det her vil jeg have til at fungere. Og så søg hjælp.

– Som hjertesyg får man ikke automatisk tilbudt psykologhjælp. Men bagerst i de pjecer, man finder på hjerteafdelingen, står der, at man kan bede sin praktiserende læge om en henvisning. Og det gjorde jeg. For jeg var i krise, det erkendte jeg, og den krise skulle jeg have hjælp til at komme ud af nu og her. De samtaler, jeg havde med psykologen, var også helt afgørende for, hvordan jeg er kommet videre.

– Jeg har siden også lært, hvad det giver at gå ture i naturen. Jeg allierede mig med nogle, der gik ture sammen med mig og viste mig naturen og lærte mig at se naturen på en anden måde, og jeg elsker mine gåture.

Overhalingsbanen

Angsten for at blive ramt af en blodprop igen og angsten for at dø har hun også skullet kæmpe med. Selvfølgelig.

– Det rammer hårdt, når ­statistikkerne siger, at 65 procent med samme diagnose dør inden for fem år. Også selv om de i statistikkerne var overvejende ældre.

– Jeg ville ikke overmandes af den dødsangst. Den skulle ikke have lov at styre mit liv. Selv om det var nyt for mig, begyndte jeg at lære at meditere. Det har krævet tid og øvelse. Men i dag er meditationen mit bedste redskab til at flytte fokus, når angsten lige kommer strejfende og stikker næsen frem.

Parforholdet blev også sat på en prøve. Selv om familien har været gode til at snakke sammen, gik hun og hendes mand alligevel skævt af hinanden undervejs. På et tidspunkt måtte de i parterapi. Det brugte de to år på. Men de fandt hinanden på ny.

Når Lone i dag ser tilbage, ønsker hun ikke sit gamle liv tilbage. Men fik hun aldrig en advarsel?

Jo, det er hun sikker på, at hun gjorde. Der lå en familiær disposition for forhøjet kolesterol, og hun var selv i behandling. Men netop fordi hun var så fint reguleret med medicin, følte hun sig rustet til det liv, hun førte. Men på et tidspunkt var hun hos en clairvoyant, som også arbejder med afdødekontakt. Og ud af det blå sagde clairvoyanten pludselig: ”Der kommer én ind med en voldsom kraft og siger, at du skal lade være med at køre i overhalingsbanen.”

– Med den måde, hun beskrev vedkommende på, var jeg slet ikke i tvivl om, at det var en besked fra en af vores venner, som var blevet dræbt, mens han cyklede i overhalingsbanen. Jeg var ret rystet. Også fordi jeg kunne se på clairvoyanten, at hun var berørt. Jeg lå i to dage på sofaen bagefter og spekulerede helt eksistentielt over, hvad man gør med sådan en besked.

– Det utrolige i det her er jo, at jeg fik en advarsel, men jeg hørte den ikke. Ikke rigtigt. For ja, jeg satte farten ned. Men ret hurtigt var jeg tilbage i den gamle gænge igen. Og så gik der to år. Og bang. Så blev jeg lagt ned. Og nu var det ikke længere et spørgsmål om, hvordan jeg ændrede radikalt på mit liv. Nu var mit liv radikalt ændret.

– Jeg har lært meget om mig selv. Måske væsentligst har jeg lært at være bedre til at lytte til mig selv. Og skulle der være én ting, jeg kunne ønske at gøre om, var det, at jeg havde været bedre til at lytte ordentligt efter, da jeg fik den første advarsel, så denne her anden advarsel ikke var blevet helt så voldsom.

– Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg er i live. Og jeg ved også, at det pludselig kan være forbi. Det har jeg accepteret. Derfor er indholdet af det, jeg bruger min tid på, også blevet så meget vigtigere. At være nærværende er vigtigt. Tid med familie og venner er vigtigt. Ingenting haster så meget mere. 

Mere fra Femina

image beaconimage beaconimage beacon