Du bruger en ældre browserversion. Brug en understøttet version for at få den bedste MSN-oplevelse.

Rikke har kræft i hjernen: Lægerne kan ikke fjerne svulsten

Ude og Hjemme's logo Ude og Hjemme 12-10-2018 Karin Heurlin
Rikke har kræft i hjernen: Lægerne kan ikke fjerne svulsten © Morten Mejnecke Rikke har kræft i hjernen: Lægerne kan ikke fjerne svulsten

Rikke har hele sit liv kæmpet for andre gennem sit arbejde i fagforeningen 3F. Men da den enlige mor for tre år siden blev ramt af en hjernesvulst, begyndte andre at kæmpe for hende. 

Rikkes 77-årige mormor havde aldrig kørt en bil med automatgear. Hun havde heller aldrig kørt en bil over Storebæltsbroen. Men den dag i oktober for tre år siden knugede hun rattet med svedige hænder og trådte bare på speederen, mens Storebælt brusede nedenunder.

Annette mistede sin datter til hjernekræft: Jeg kan ikke blive rigtig lykkelig

– En gang imellem skal man bare gøre noget, man ikke har lyst til… fordi der ikke er andet at gøre, siger 40-årige Rikke Lauritzen.

Hun ved, hvad hun taler om. Igennem de seneste tre år har hun selv bidt tænderne hårdt sammen og fortsat fremad, selv om mange andre nok havde lagt sig ned.

Den dag i bilen var Rikke nærmest lammet. Hun havde fået hovedpine. Ikke bare en almindelig hovedpine. Smerterne var tæt på at tage bevidstheden fra hende, da hun sad på passagersædet, mens mormoren kørte Rikkes Citroën tværs gennem Danmark fra en familiefødselsdag på Als til Rikkes lejlighed i Søborg uden for København. På bagsædet sad Rikkes dreng, Julius. Selv om han kun var 6 år, vidste han godt, at den var helt gal med mor.

På Fyn måtte Rikke ud og kaste op. Og i hovedstaden var bedstemoren ved at blive klemt af et par dyttende HT-busser.

Michelles mand har fået en dødsdom: Vores datter skal vokse op uden far

Noget var helt galt

”Kør,” var det eneste, der kom ud af Rikkes mund. For hende var det vigtigt at komme hjem til sin egen region, inden hun søgte hjælp for sin afsindige hovedpine.

Af forskellige årsager ville hun ikke behandles på et hospital i Sønderjylland. Og når Rikke først har sat sig noget for, er det svært at få hende på andre tanker.

Hendes stædighed havde i årevis været guld værd, mens hun var faglig sekretær i fagforeningen 3F, hvor hun kæmpede for lastbilchaufførernes rettigheder. Men den dag på motorvejen burde hun nok have lyttet til sin mormor, som flere gange foreslog, at de skulle ringe til alarmcentralen. Noget var jo helt galt.

Det blev tydeligt, da Rikke endelig kom på hospitalet i hovedstaden og blev lagt i en scanner.

– Du må have store smerter lige nu, konstaterede en læge og kiggede med rynket pande på scanningsbillederne.

Rikke åbnede det ene øje halvt og så op på lægen fra sin seng:

– Det siger du ikke!

Det viste sig, at Rikke havde en fire gange fem centimeter stor kræftsvulst i hjernen. Den blokerede for hjernens naturlige dræn, så Rikke skulle akut have suget en hel liter væske ud af hovedet.

Da hun blev hentet af en portør for at blive kørt til operationen, kiggede hun på ham med et sløret blik.

– Er du medlem af en fagforening?

Når man som Rikke er fagforeningskvinde helt ind i hjertet og har båret utallige røde faner i stiv arm, forsvinder den indre ild ikke bare sådan.

Julies store sorg: Min far valgte mig fra

Sang under operation

Rikke skulle have boret hul i hovedet. Og hun skulle være vågen imens, fordi det skulle foregå under lokalbedøvelse.

– Ja, jeg kunne høre det hele. Både boremaskinen og skruen bagefter. Waak, waak, som Rikke levende forklarer.

Kirurgen havde heldigvis afluret Rikkes personlighed. Så inden hun satte gang i boremaskinen, kom hun med et råd, der passede perfekt til Rikke.

– Syng, Rikke. Syng.

Rikke sang. Hun skrålede en italiensk arbejdersang, mens personalet omkring hende borede og bagefter lagde dræn.

I løbet af et døgn blev væsken suget ud, og Rikkes hovedpine lettede. Men kræftsvulsten er der stadig den dag i dag. Den sidder så langt inde i hjernen, at det er for risikabelt at fjerne den. Det betyder, at Rikke siden har fået 33 strålebehandlinger, og at hun lige nu er i kemobehandling. Det betyder også, at hele hendes liv et forandret.

Helt nyt liv

Den selvstændige, enlige mor, der har kæmpet med næb og kløer for lastbilchaufførerne, bliver aldrig rask. Og hun kan af gode grunde ikke længere passe et arbejde. Men hun kan noget andet. Hun kan leve livet.

– Ud over, at jeg har kræft i hjernen, fejler jeg ikke noget. Faktisk har jeg aldrig haft så meget balance i mit liv som nu, siger Rikke, som deler ud af sine erfaringer i en ny bog ”Bogen om livet”.

Her fortæller 15 kronisk syge danskere om den nye indsigt, de har fået, efter de oplevede, at deres tilværelse havde fået en udløbsdato.

Rikke har lært meget. For eksempel at hjælp ikke kun er noget, hun kan give andre.

Det begyndte allerede, da hun lå på hospitalet med dræn ud af hjerneskallen. Pludselig stod ”Propellen” der. En flink, rødhåret tillidsrepræsentant fra Rikkes tidligere afdeling, der tilbød sin hjælp, og som den naturligste ting i verden tog hen til mormoren og Julius hjemme i lejligheden for at klare hverdagsopgaver som indkøb og benzin på bilen. Senere var han også med til at starte en indsamling på Facebook sammen med en chauffør fra Nordsjælland. Hurtigt fik de samlet 7.000 kroner ind, som Rikke og Julius kunne tage på ferie for.

Hjælpen nærmest væltede ind, da den triste nyhed om Rikkes situation begyndte at sprede sig til folk i transportbranchen. En chauffør fra Billund sponsorerede vinterdæk på Rikkes Citroën og ordnede bremserne. En anden sponsorerede alle de vitaminer, som Rikke skulle tage.

Chaufførerne hjalp

Også folk fra helt andre kredse havde hørt om den enlige mor i nød. En advokat samlede ind, så Rikke, Julius og en tante kunne tage i Lalandia en weekend. En jul kom Rikke hjem til seks fyldte indkøbsposer med dagligvarer foran hoveddøren. Og få dage efter kunne hun åbne postkassen og finde en kuvert uden afsender med gavekort til BR Legetøj, Sportmaster, Rema 1000 og et par togbilletter hjem til Als, hvor Rikke er vokset op. Selv den tidligere rocker Brian Sandberg kom med en PlayStation til Julius.

For Rikke har hjælpen været fuldstændig overvældende, uanset hvor den kom fra.

– Det var helt vildt. Hjælpen kom fra alle kanter. I starten var det svært. For hvad skulle folk have til gengæld? Samtidig er jeg er et kontrolmenneske, og nu var jeg helt ude af kontrol. Men efterhånden begyndte jeg at tage det ind, siger Rikke.

Hun vil tydeligvis gerne sige nogle taknemmelige ord. Men tårerne kommer i vejen.

Til gengæld bliver hun klar i mælet, når hun fortæller om en anden indsigt, som hendes sygdom har givet hende.

– Jeg er blevet meget bedre til at leve livet, siger Rikke, som i dag kan se, at hun tidligere var en ægte drama-queen. Det var helt åndssvagt.

Rikke var ekstrem

Rikke tog for sig af livet. Hun var ekstrem. Det kunne ses fysisk, da hun i en periode spiste så meget, at hun endte med en vægt på 168 kilo, hvilket kan være svært at forestille sig, når man ser den slanke kvinde, som hun er i dag.

– Jeg har lært, at jeg ikke har brug for kaos hele tiden.

Kaos har hun haft rigeligt af. Værst var det for fem år siden, da Rikke havde allermest knald på karrieren og om aftenen havde brug for at slappe af med lidt vin. Det gjorde hun i selskab med en flok skraldemænd og stilladsarbejdere, som også var skrappe til at hælde op i glassene.

– De var lige så tørstige som mig, og vi kunne bekræfte hinanden i, at vi havde brug for lidt luft.

Men alkoholen tog overhånd, og pludselig lagde hun selv mærke til, hvordan hun var begyndt at slubre papvin til 19,95 kr. Rikke drak ikke længere for smagens og hyggens skyld. Hun drak for rusen. Derfor tog hun kontakt til en skraldemand, der selv var tørlagt alkoholiker. Han dirigerede hende videre til et misbrugscenter. I en måned havde Rikke samtaler med en sygeplejerske to gange om ugen. Og til sidst behøvede hun ikke længere alkohol for at få luft.

Rolig med Rudy

I dag lever Rikke et roligt og harmonisk liv, ikke mindst takket være den tre år ældre Rudy. Rudy er far til to drenge og bor på Als. Det har han altid gjort. Også i alle de år, Rikke var langt væk hjemmefra, mens hun udkæmpede sine faglige og private kampe på Sjælland.

Inden hun rejste, var hun og Rudy kærester. Dengang mødtes de første gang til en 20-års fødselsdag. Rikke vidste, hvad der skulle ske, så snart hun fik øje på Rudy, der stod bagerst i lokalet iført ternet skjorte og kasket. ”Ham vil jeg have,” tænkte hun. Og det fik hun.

Godt nok endte de med at vokse fra hinanden. Men interessen for hinanden mistede de aldrig, og de har siden fulgt med i hinandens liv på Facebook.

”Ham vil jeg have”

For to år siden var Rikke på Als for at besøge sin familie, og undervejs besluttede hun at køre forbi og lige sige ”hej” til Rudy. Da hun så ham stå i sin indkørsel, fik hun præcis samme fornemmelse, som første gang hun så ham med kasketten og den ternede skjorte 20 år tidligere. ”Ham vil jeg have.”

Heldigvis var timingen rigtig. Rudy var blevet skilt fra sine børns mor. Og Rikke var også single. Men hun var samtidig syg, hvilket måske godt kunne spænde ben for en kærlighedshistorie. Det afskrækkede ikke Rudy. Og det gør det stadig ikke, nu hvor Rikke og Julius er flyttet ind til ham i huset på Als.

– Jeg tænker faktisk ikke så meget over, at hun er syg, siger Rudy, som heller ikke er tynget af bange anelser om, hvordan sygdommen kan udvikle sig.

– Jeg tager tingene, som de kommer, siger han og smiler til Rikke. Hun kan slet ikke lade være med at smile tilbage.

Stop for kaos-gen

– Rudy kan være pisse-irriterende, fordi han er så stædig. Men der er intet ondt i ham. Han er så solid. Det er det, jeg elsker allermest ved ham. Når jeg er sammen med Rudy, får mit kaos-gen heller ikke lov til at komme frem. Det er umuligt at skabe kaos og uro med ham.

Rudy har selvfølgelig også meget godt at sige om den kvinde, som han har kendt det meste af sit liv. Hun er en sej race. Mest af alt har hun håndteret sin sygdom på en måde, som imponerer den seje sønderjyde.

– Jeg har aldrig mødt nogen, der kunne tackle en sygdom som Rikke. Det er imponerende. Jeg kan faktisk ikke mærke noget på hende.

Selv er Rikke mest af alt målrettet mod at få det bedste ud af dagen hver morgen, når hun vågner.

– Hvis jeg bare sætter mig over i et hjørne og tuder, er der jo ingen grund til, jeg er her. Det ville være direkte dumt, hvis jeg ikke prøvede at få det bedste ud af livet.

Mere fra Ude og Hjemme

image beaconimage beaconimage beacon