Du bruger en ældre browserversion. Brug en understøttet version for at få den bedste MSN-oplevelse.

Madelens hårde opvækst: Jeg længtes efter en familie

Ude og Hjemme's logo Ude og Hjemme 06-11-2020 Anne Kristensen
Madelens © Anne Ulander Madelens

Madelen har haft en opvækst, som intet menneske bør have. Hun flyttede konstant mellem skiftende plejefamilier og børnehjem, og det satte dybe spor, som rakte langt ind i voksenlivet.

Madelen var kun seks uger gammel, da hun blev indlagt på hospitalet. Lægerne troede ikke, at hun ville overleve, men allerede dengang havde hun en utrolig evne til at stå hårde ting igennem.

Det var problemer med lungerne, som gjorde det svært for den lille pige at trække vejret. Hun klarede skærene og kom hjem til sine forældre og sin storebror, men snart vendte hun tilbage til hospitalet iført beskidt tøj og en ble, som ikke var blevet skiftet. 

– Det var et kaotisk hjem med meget misbrug. En enkelt gang måtte politiets indsatsstyrke endda bryde gennem døren, fortæller nu 31-årige Madelen Wikström.

Anbragt i pleje

I 1990 blev hun anbragt i en plejefamilie – den første af mange. Hun var på det tidspunkt lige knap to år gammel. Hendes lillesøster, som blev født to år senere, fulgte efter. For det meste var de tre søskende dog adskilte.

– I flere af disse plejefamilier skete der mærkelige ting, og i ét tilfælde tror jeg, at der var tale om overgreb. Jeg husker kun, at jeg havde det rigtig dårligt – men ikke hvorfor.

Madelen gjorde mange ting, som var atypiske for hendes unge alder. Blandt andet bandt hun sine fødder, og en udredning viste, at hun havde afvigende adfærd. Det var tydeligt, at noget i hvert fald ikke var, som det skulle være.

Efterladt i skoven

Hos en af plejefamilierne lukkede familiens biologiske børn hende inde i en sportstaske og skubbede hende ned ad trappen. Hun blev tvunget til at spise, indtil hun fik kvalme, og en af plejemødrene satte Madelen ind i sin bil, kørte hende på landet, smed hende ud af bilen – og kørte væk.

– Det var langt inde i skoven, og jeg var nok i 5-6-årsalderen. Det tog lang tid, før hun hentede mig igen, og jeg var bange. Det var en straf for noget, men jeg forstod det ikke og græd bare. Lige siden har jeg lidt af separationsangst. Hvis jeg bliver efterladt af nogen, skal personen ringe til mig efter 10 minutter. Jeg stoler ikke på, at vedkommende kommer tilbage til mig, siger Madelen og tilføjer:

– Jeg knytter mig stærkt til visse mennesker. Nogle gange også til mennesker, som ikke vil mit bedste. 

Madelen føler, at hun aldrig fik chancen for at være barn. Da hun var syv år, kom hun på børnehjem, og det indebar, at hun måtte leve uden en forældrefigur. Hendes tidligere plejemor ville ikke have noget med hende at gøre.

– Jeg var lille og tynd med udslæt over hele kroppen. Jeg trivedes ikke. Alligevel forsøgte jeg at genoptage kontakten til min seneste mor. Det gik ikke, og det tog hårdt på mig, at hun ikke ville kendes ved mig mere. 

Pigen uden forældre

Madelen fandt trøst og tryghed i, at hendes storebror også blev anbragt på børnehjemmet.

– Vi kunne lege sammen, og jeg sneg mig ind på hans værelse om natten, fortæller hun og understreger, at de ansatte også tog sig godt af hende.

– Jeg forsøgte at være glad udadtil, så de ville synes om mig.

I skolen var det derimod tydeligt, at hun var anderledes. Hun var pigen uden forældre, som – når dagen var slut – skulle på børnehjem og ikke hjem til sin mor og far. Hendes frustrationer kom til udtryk via vrede og tristhed. Der var mange følelser i spil. 

Tævet ihjel af sin mor

– Jeg havde hele tiden kun en sporadisk kontakt med mine biologiske forældre. Nogle gange fik jeg et kort, når jeg fyldte år. Andre gange gjorde jeg ikke. De var misbrugere og havde ikke styr på deres liv. Men jeg sad alligevel og ventede og håbede på at få besøg af dem til fødselsdage, skoleafslutninger eller lignende. Det skete sjældent.

Et lyspunkt var, at personalet på børnehjemmet gjorde noget særligt ud af ferierne. De tog ud at bade eller på fjeldture og spiste gode middage sammen med børnene.

Udnyttet seksuelt

Madelen kunne dog ikke få deres hjælp og beskyttelse hele tiden, og et ældre barn på børnehjemmet udnyttede hende seksuelt.

– “Du må ikke sige det til nogen,” sagde han, og det gjorde jeg ikke. Det var en hemmelighed længe. 

Madelen blev endnu mere tryghedssøgende, og humøret svingede. Hun havde brug for, at nogen sad ved hende hver aften, indtil hun faldt i søvn. 

– Jeg længtes enormt efter at have en mor og min egen familie. Hver gang min biologiske mor lovede at komme og så ikke dukkede op, var det et kæmpe svigt. 

I skolen blev Madelen mobbet og havde svært ved at få venner. Ensomhed blev en normal tilstand for hende. Hun fik en kontaktperson, som skulle hjælpe hende, men det gjorde bare, at hun stak endnu mere ud fra mængden.

Madelens bror flyttede fra børnehjemmet før hende, da han fik en ny familie. Det var en svær tid, for han havde været hendes trygge base. Som 9-årig fik Madelen også en ny plejefamilie.

– Det føltes, som om jeg havde været på børnehjemmet i en evighed. To år er lang tid i den alder, og jeg havde svært ved forandringer. Jeg kan huske, at jeg holdt godt fast i min kontaktpersons hånd – jeg ville ikke slippe hende.

Fik selvmordstanker

Madelen prøvede dog at tilpasse sig sin nye familie, og det hjalp, at hun fik søskende.

– Jeg sagde til moren i den nye familie, at det eneste, jeg ønskede i julegave, var at få lov til at kalde hende ”mor” og faren i familien for ”far”.

Madelen ønskede bare at være som alle andre børn, men følelsesmæssigt var det ikke så ligetil, selv om det var en god familie. Hun levede et normalt familieliv, men hun turde ikke at knytte sig til dem. 

– Det var ikke deres skyld. Jeg lukkede mig inde, når jeg var ked af det, og det var dér, jeg fik selvmordstanker, siger Madelen, som på det tidspunkt var 10-11 år.

– Jeg ville ikke leve, for det gjorde ondt hele tiden.

Ayas far blev dræbt: Nu er vi bare os to

Hun brugte et viskelæder til at lave forbrændinger i huden, og snart fik hun også spiseforstyrrelser og angst. Hun hyperventilerede ofte så meget, at hun besvimede.

– Til sidst måtte jeg på hospitalet med ambulance. De kunne ikke få kontakt med mig.

Da Madelen begyndte på gymnasiet, fik hun for første gang en ven, hvilket gjorde situationen lidt bedre. Men lige inden studentereksamen blev hun atter ramt af en psykisk nedtur. I tiden, der fulgte, blev hun indlagt på psykiatrisk afdeling med jævne mellemrum. Hun føler dog ikke, at hjælpen dér var god nok.

– Det var som et fængsel. Jeg fik ingen rigtig terapi.

Hentet af politiet

Heldigvis fik hun et godt sikkerhedsnet, som bestod af en kæreste og hans familie.

– Når jeg havde angstanfald om natten, sad hans mor hos mig, og når jeg begyndte at hamre hovedet mod væggen, satte hun madrasser op.

Madelen fik udskrevet forskellig medicin, men enten virkede den ikke, eller også overdoserede hun den.

Jimmy blev misbrugt som barn: Jeg kommer aldrig til at tilgive min far

– Jeg var sjældent indlagt frivilligt og blev i stedet hentet af politiet, når jeg var for langt ude. Nogle gange fik mine venner mig indlagt. Jeg havde aggressioner mod alt og alle. 

I 20-årsalderen ændrede hun sit oprindelige navn til Madelen. Det føltes bedre og blev et symbol på, at noget nyt ville ske.

– Jeg blev udredet og fik diagnosen adhd. Da jeg fik den rette medicin, forandrede alt sig. Jeg fungerede.

Madelen begyndte også i kognitiv adfærdsterapi og fik behandling for sin spiseforstyrrelse.

– Den 1. august 2013 blev jeg erklæret helbredt for min anoreksi, og min mentale tilstand blev også forbedret gennem terapien.

Et afgørende brev

Året forinden havde Madelen forsøgt at tage sit liv.

– Min søster skrev et brev til mig, da jeg var på hospitalet. Det ændrede alt, da da hun beskrev, hvordan det var altid at leve med frygten for, at noget skulle ske mig, og hvor dårligt hun havde det på grund af mig. Det fik mig til at tage ansvar for mit liv. Det var et slag i ansigtet. Jeg landede pludselig på jorden og fik et nyt perspektiv.

Madelen fortsatte sin behandling og nægtede at give op. Nu skulle hun være helt rask. Det tog fem måneder.– Siden har jeg aldrig været indlagt igen. Jeg har haft nedture, men jeg har kæmpet mig ud af dem på egen hånd.

Madelen mødte også sin store kærlighed, Angelica, og de flyttede sammen i den svenske by Alingsås. Nu vil de bare nyde hinanden i fred og ro, men på sigt drømmer de om at få børn sammen.

– Det føles, som om livet endelig er begyndt, siger Madelen.

Mere fra Ude og Hjemme

image beaconimage beaconimage beacon