Du bruger en ældre browserversion. Brug en understøttet version for at få den bedste MSN-oplevelse.

Rikke blev enke som 30-årig

Ude og Hjemme's logo Ude og Hjemme 6 dage siden nne Kristensen
Rikke blev enke som 30-årig © Foto: Kaspar Wenstrup/Aller Foto & Video Rikke blev enke som 30-årig

I sommeren 2014 tog Rikke afsked med sin mand på en  hospitalsstue i Vejle. Få år senere stod hun blandt de samme læger og frygtede, at hun igen ville miste en, hun elsker

16-årige Liam har haft tre hjerneblødninger

Karsten havde i tre dage døjet med hovedpine og en stikkende følelse i armen. Han tog forbi vagtlægen, som sendte ham hjem med nogle Panodiler og en opfordring om at få slappet lidt af. Så skulle det hele nok gå, lød vurderingen.

Hjerneblødning ændrede alt: Nu er jeg en anden

Rikke havde svært ved at tage det lige så roligt. Karsten plejede ikke at brokke sig over småting, så hun frygtede, at lægen havde overset noget alvorligt.

Hun bad derfor Karsten om at tage hjem til sine forældre med børnene, så der var nogen til at se efter dem alle, mens hun selv var på arbejde. Da de kyssede hinanden farvel om morgenen den 21. juni 2014, var det sidste gang, Rikke så sin mand ved bevidsthed.

Om aftenen blev hun ringet op af Karsten. Han glædede sig til at se Rikke derhjemme, og så snart de havde spist aftensmad hos hans forældre, ville han køre hjem til hende sammen med børnene.

Lagt i kunstig koma

Karsten nåede aldrig ud ad indkørslen. Da han havde sat sig på forsædet af bilen, blev han ramt af en massiv hjerneblødning. Fra bagsædet kunne 4-årige Emma se sin far kaste voldsomt op og vende det hvide ud af øjnene, hvorefter han sank livløs sammen. Lille Adam på bare syv måneder sad uvidende om tragedien i autostolen ved siden af hende.

Rikke lå og sov på sofaen, da hendes telefon ringede for anden gang den aften. Det var kun 20 minutter siden, hun havde snakket med Karsten. Nu var det hendes svigermor, der var i røret.

– Hun var oprevet, og jeg kunne høre kaos i baggrunden. Der var både ambulancereddere og to grædende børn. Der gik lidt tid, før jeg forstod, hvad der var sket, og så brød jeg sammen, fortæller Rikke Eggersgaard om den forfærdelige sommeraften, hvor hendes verden styrtede i grus.

Karsten døde i sine forældres indkørsel, men blev genoplivet i ambulancen på vej til Esbjerg Sygehus, hvor han blev lagt i kunstig koma. Imens hastede Rikke til hospitalet for at se ham. Hun husker dog ikke turen derhen.

Helt uvirkeligt

– Det er væk i min hukommelse. Det første, jeg husker, er, at jeg så ham ligge i hospitalssengen med slanger over det hele. Karsten var en stor mand på 190 centimeter og 130 kilo, og det var helt uvirkeligt at se ham så sårbar og skrøbelig.

Da lægerne opdagede omfanget af Karstens hjerneblødning, blev han straks overført til Odense Universitetshospital. Rikke fulgte efter, og tankerne fløj rundt i hovedet på hende, mens hun ventede på lægernes dom.

– Jeg var kun 30 år og kunne slet ikke forholde mig til, hvad en hjerneblødning var. Jeg vidste kun, at hans farfar havde haft en hjerneblødning, og det billede, jeg havde, var, at man ville komme til at sidde i kørestol og ingenting kunne resten af livet. Jeg tænkte bare: ”Det må ikke ske, det her. Det er ikke et værdigt liv.”

Efter tre uger blev Karsten taget ud af koma, og kort efter blev han overført til Vejle Sygehus. Der var ikke mere, lægerne i Odense kunne gøre for ham. Nu var han nødt til selv at komme sig.

Karsten slog aldrig øjnene op igen, men Rikke bevarede håbet til det sidste og boede stort set på hospitalet, mens hendes børn blev passet af familie og venner. Hun ville være ved hans side, hvis han vågnede.

Annikas kæreste tog sit liv

Ikke mere at gøre

I begyndelsen af august opdagede Rikke, at Karstens fødder var hævet, og at resten af hans krop også var begyndt at svulme op.

– Jeg tog fat i lægen, som sagde, at jeg skulle tage en fridag, og så kunne vi tage en samtale dagen efter. Så jeg tog i Legoland med mine børn og forventede, at lægerne ville komme med en plan for hans videre behandling. Men planen var at pille mad og vand fra ham. Der var ikke mere at gøre, siger Rikke stærkt berørt.

Hun fik at vide, at det kunne tage op til 14 dage, før Karsten åndede ud.

– Jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at han skulle ligge og lide så længe. Heldigvis tog det kun halvandet døgn. Jeg var helt alene på stuen sammen med ham og fik sagt farvel. Det var ufatteligt hårdt, men samtidig var det også en lettelse, at han ikke havde ondt mere, fortæller Rikke, mens tårerne løber ned ad hendes kinder.

Karsten Eggersgaard gik bort den 8. august klokken 02.23. Han blev kun 35 år. Klokken halv syv om morgenen gik Rikke med tunge skridt ind ad sin hoveddør for at overrække den værst tænkelige besked til sine børn.

Et rigtigt familiemenneske

– Min søster havde passet dem og stod med Adam i klapvognen og Emma, der var klar til at komme i børnehave. Jeg nåede ikke at sige noget, før Emma spurgte mig: ”Er far død nu?” Jeg aner ikke, hvordan hun vidste det, men det gjorde hun, siger Rikke og bliver stille en stund, inden hun fortæller om datterens rørende rolle i Karstens begravelse:

– Der var så mange valg at træffe, og jeg anede ikke, hvilket tøj jeg skulle give ham på i kisten. Men så sagde Emma: ”Jamen far skal da have sit kokketøj på, for han skal op og lave mad til de andre i himlen.” Det er utroligt, at hun var i stand til at tænke på andre i det øjeblik.

Rikke har kun gode ting at sige om Karsten. Ud over at være en dygtig kok var han en utroligt varm, venlig og rummelig mand. Et stort familiemenneske, som altid var der for hende og børnene. Han efterlod et kæmpe tomrum, og tabet af ham har næsten været ubærligt, fortæller Rikke.

Rungende tomhed

Hun reagerede ved at gå i praktisk ”mode” og fokusere på alle de ting, der skulle ordnes efter Karstens død. Og så gik hun usædvanligt meget i byen med veninderne.

– Det lignede mig slet ikke. Men jeg havde brug for at tænke på noget andet end babytøj og bleer. Og så var det selvfølgelig også en måde at skubbe sorgen og ensomheden væk.

Men uanset hvor meget hun festede, og hvor mange praktiske ting hun fik ordnet, forsvandt de triste følelser ikke. Når veninderne tog hjem til deres kærester og mænd efter en bytur, vendte Rikke stadig tilbage til en rungende tomhed og et sted, hvor hun var den eneste voksen.

Otte måneder efter Karstens død hørte Rikke en reklame i radioen. Et forum for singleforældre søgte medlemmer, og det fangede Rikkes interesse.

– Jeg tænkte: ”Dét må jeg prøve!” Det var ikke, fordi jeg søgte en ny mand i mit liv. Jeg havde bare brug for at sparre med en anden forælder, som var alene, og som kunne genkende nogle af de ting, jeg gik og kæmpede med. 

Et vigtigt kys

Der gik ikke længe, før Rikke begyndte at skrive sammen med en sød mand på forummet. Han hed Stefan Schultz, var fraskilt og alenefar til tre drenge, som han havde hos sig hver anden uge.

– Vi klikkede bare med det samme. Vi talte åbent og ærligt med hinanden helt fra start, og jeg følte virkelig, at jeg havde fundet en, der forstod mig på en måde, som mange andre ikke gjorde, siger Rikke og smiler til Stefan, som sidder ved hendes side.

Stefan smiler tilbage og ser forelsket på hende, mens han mindes deres første møde, som hurtigt blev en realitet, da deres timelange telefonsamtaler ikke længere var nok.

– Vi havde aftalt, at jeg skulle komme hjem til Rikke, og jeg skal love for, at jeg kørte rundt om huset nogle gange, før jeg turde gå ind. Jeg havde sagt til hende, at det første, jeg ville gøre, når hun åbnede døren, var at kysse hende. Hvis vi kunne mærke noget, ville jeg blive, og ellers ville jeg køre igen. Resten er historie, griner han.

Rikke og Stefan blev kærester, og efter et par måneder flyttede de sammen. Heldigvis klikkede deres fem sammenbragte børn også. Det var det eneste kriterie, det forelskede par havde.

Forstod Rikkes børn

Stefan dannede også hurtigt et tæt bånd til Rikkes børn. Han mistede selv sin far til en hjerneblødning som barn og forstod derfor alle de følelser, som Emma og Adam gik igennem.

– Emma kan huske alt fra den aften, hendes far døde, og jeg har talt meget med hende om det. Hun vil helst ikke vende det med Rikke, for hun vil ikke gøre sin mor ked af det, men jeg kan sagtens sætte mig ind i, hvordan både hun og Adam har det, og det er vigtigt, at de får det italesat. De kan altid komme til mig og tale om deres far, uanset hvad snakken går på, siger Stefan og fortsætter:

– Når Emma fortæller mig, hvad hun kan huske om Karsten, siger jeg til hende: ”Han må have været verdens bedste far.” Jeg har ikke noget problem med at tale om ham. Han vil altid være en del af både Rikke og børnene, og der skal være plads til, at de kan mindes ham. Det ville jeg også selv ønske, hvis det havde været mig.

Dybt taknemmelig

Rikke ser kærligt på Stefan, mens han taler. Det betyder alt for hende, at han har den indstilling.

– Stefan har aldrig bedt hverken mig eller børnene om at glemme Karsten, og det er jeg ham dybt taknemmelig for. Sorgen forsvinder aldrig, og det er fantastisk at føle, at man har lov til at tale om den og ikke bare skal gemme den væk. Stefan har været en kæmpe støtte hele vejen igennem – også på de dage, hvor sorgen har fyldt det hele. Han kan sagtens rumme, når jeg er ked af det på grund af Karsten, og det elsker jeg ham for.

Rikke er blevet mødt med mange fordomme, fordi hun forholdsvist hurtigt fandt kærligheden på ny. Men hvorfor skal andre bestemme, hvad der er rigtigt eller forkert? spørger hun.

– Jeg har mistet et par venner, fordi jeg tillod mig at elske igen, og det har gjort mig både ked af det og vred. Der er ikke en manual for, hvornår det er passende at komme videre – og at komme videre er ikke det samme som at glemme. Karsten og jeg snakkede endda om, at hvis en af os gik bort, ville vi stadig ønske, at den anden kunne leve sit liv og være glad. Stefan gør mig glad, og han udfylder også en farrolle for børnene, som de ellers ville mangle.

– Men jeg kunne aldrig drømme om at overtage Karstens plads. Det har jeg også understreget over for Karstens familie, som vi har et rigtig godt forhold til i dag, tilføjer Stefan.

Lynet slog ned igen

Den 20. december 2017 blev Rikke ringet op af Stefans kammerat, som havde en besked, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. Stefan havde fået voldsom hovedpine, mens de var i gang med at støvsuge en firmabil, og nu var han på vej til Aabenraa Sygehus med ambulance.

– Bare rolig, det er ikke det samme som med Karsten, sagde kammeraten for at berolige Rikke, selv om ingen endnu anede, hvad der var galt. På sygehuset konstaterede lægerne dog hurtigt, at der var tale om præcis det samme: Stefan havde fået en hjerneblødning.

Da Rikke ankom til hospitalet, nåede hun kun lige at se Stefans hårtop, mens han blev båret ind i en ny ambulance, som skulle fragte ham videre til Odense Universitetshospital.

– Da jeg fik at vide, hvad Stefan fejlede, bad jeg hans kammerat om at køre mig til Odense. Hvis jeg selv skulle køre, er jeg sikker på, at jeg ville køre galt, siger Rikke.

Opereret af samme læger

I Odense blev Stefan opereret af det samme lægehold, som havde opereret Karsten. Da han bagefter blev kørt ind på Stue 4, hvor Karsten også havde ligget, blev det for meget for Rikke.

– Han blev flyttet til en anden stue efter en halv time. Jeg kunne ikke gå derind, fortæller hun.

Heldigvis led Stefan ikke samme skæbne som Karsten. Efter halvandet døgn i koma vågnede han op og var overraskende klar i hovedet, der netop var blevet syet med 72 sting.

– Det første, jeg spurgte efter, var en krydsogtværs. Jeg ville være sikker på, at de ikke havde rykket alt for meget rundt i hovedet på mig, griner Stefan, som fik løst sin krydsogtværs uden problemer og blev udskrevet den 8. januar.

Knyttet tæt sammen

Stefan er ikke sluppet helt uden mén efter den dramatiske omgang. Det kniber ofte med koncentrationen, og han er stadig plaget af hovedpine og bliver hurtigere træt.

Men han har lært at prioritere sin tid bedre. Familien kommer før alt andet.

– Oplevelsen har knyttet os endnu tættere sammen. Jeg er bare taknemmelig for, at jeg kan huske, hvor jeg bor, hvad mine børn hedder, og at det er Rikke, jeg skal dukke mig for, siger han drillende.

Rikke griner højt, som hun har gjort så mange gange før i Stefans selskab. Så bliver hun alvorlig igen, mens hun tænker over, hvad hun kunne have mistet.

– Selvfølgelig frygter jeg, at Stefan får en ny hjerneblødning. Der er større risiko, hvis man allerede har haft en, og jeg får det helt dårligt, bare han nævner ordet hovedpine. Jeg har fået PTSD efter alt, hvad der er sket, og min datter kan også blive bange, hvis nogen har ondt i hovedet. Men vi er opmærksomme på, at frygten ikke må fylde alt. Stefan er jo beviset på, at man godt kan klare sig igennem.

Mere fra Ude og Hjemme

image beaconimage beaconimage beacon