Du bruger en ældre browserversion. Brug en understøttet version for at få den bedste MSN-oplevelse.

Kendt fra tv: En opvækst uden kærlighed

Ude og Hjemme's logo Ude og Hjemme 07-01-2021 Anne Kristensen
Dronningerne af neglekunst © Martin Høien/Aller Foto & Video Dronningerne af neglekunst

Vi kan se hende på tv i DR-dokumentaren “Dronningerne af neglekunst”. Jenna er en succes, hvilket er lidt af et mirakel. For Jennas opvækst er så fuld af svigt, at det er en bedrift i sig selv, at hun er i live.

Det tidligste minde fra barndommen er godt. Jenna var to år og var i Odense Friluftsbad med sin mor og sin et år yngre bror. På det tidspunkt var de netop flyttet på krisecenter, efter at hendes mor var blevet skilt fra hendes far.

– Han havde et voldsomt temperament, når han drak. Hun havde en trist tilværelse sammen med ham, fortæller den nu 32-årige Jenna, der ikke ønsker sit efternavn bragt i artiklen her.

Hun husker generelt tiden på krisecenteret som tryg. Efter nogle måneder fik hendes mor dog en lejlighed med hjælp fra kommunen, og Jenna og hendes bror flyttede med. Minderne derfra er så traumatiske, at Jenna i lang tid fortrængte dem. Først i 18-årsalderen begyndte hun at huske, hvad der skete.

Overladt til sig selv

– Min mor har nogle psykiske udfordringer, så hun var ikke i stand til at passe godt på os. Vi blev overladt meget til os selv, og jeg husker, at hun tit efterlod mig alle mulige steder. Engang forlod hun mig ved et busstoppested. Jeg ville ikke med ind i bussen, og så tog hun selv af sted og lod mig stå alene tilbage. 

Værre var det, da Jenna blev efterladt i skoven. 

– Jeg ved slet ikke, om det overhovedet egner sig til at blive fortalt i et blad. Men en mand forgreb sig på mig, siger hun kort.

Jenna fandt selv hjem igen, hver gang hun blev efterladt – også den frygtelige dag i skoven. Hun havde været på egen hånd så mange gange, at hun kendte vejen udenad. 

Kom på børnehjem

Da hun var fem år, skete der noget, som fik myndighederne til at gribe ind.

– Min mor havde givet mig en skarp kniv til at skrælle et æble med. Jeg skar mig dybt i fingeren. Blodet sprøjtede ud over hendes gardiner og på væggen, og jeg husker bare, at hun skældte mig voldsomt ud over, at jeg havde svinet så meget. Hun havde slet ikke fokus på, at halvdelen af min finger næsten var skåret af.

Startede børnehjem i Filippinerne: Vores hjerter banker for gadebørn

Jenna kom hverken på skadestuen eller til lægen. Hun var lige startet i skole, og da lærerne så den betændte finger, der var gået blodforgiftning i, begyndte de at fatte mistanke: Noget var galt hjemme hos den lille pige.

– En dag i fritidsordningen kom der to damer fra kommunen og hentede mig og min bror. De tog os med til et børnehjem – og dér boede vi så. Kontakten med vores mor sluttede fra den dag.

Adskilt fra sin bror

De første nætter sov Jenna og hendes bror sammen i en køjeseng, men efter en uge blev de skilt ad og kom på hver sin afdeling. Derefter så de ikke hinanden mere.

– Min bror var det sidste holdepunkt, jeg havde fra den verden, jeg kendte til, og det var traumatisk at blive skilt fra ham. Der er kun et år imellem os, så han var næsten som en tvilling for mig, og samtidig var jeg hans storesøster, så jeg følte også, at jeg skulle passe på ham. Det kunne jeg pludselig ikke længere.

Jenna husker tiden på børnehjemmet som kold og utryg.

– Vi led ikke fysisk overlast, men der var ikke den kærlige voksenkontakt, man har brug for som barn. Der var megen udskiftning i personalet, og lige så snart man havde knyttet sig til en person, stoppede vedkommende. Jeg følte mig enormt ensom og sad for det meste alene på mit værelse og var trist. Jeg knyttede mig til min sut i den periode, men endte også med at få den taget fra mig, fordi jeg var for gammel til den.  

Voldeligt opholdssted

I takt med at Jenna blev ældre, blev hun flyttet rundt mellem en række forskellige opholdssteder. Hun var begyndt at blive mere udadreagerende, og de fleste voksne kaldte hende ”adfærdsvanskelig”. Den betegnelse reddede hende måske fra en masse voldelige overgreb, da hun kom på det sidste opholdssted.

– Jeg havde fået at vide, at det var et familielignende sted, hvor der var færre børn og derfor også mere tid til omsorg. Det var et par, der drev stedet, og man ville blive en del af deres familie. Det glædede jeg mig rigtigt meget til, for jeg ville så gerne have en familie. Jeg havde ikke selv gode erfaringer med det, men jeg havde set på film, hvor fantastisk det kunne være, og det var sådan, jeg troede, det ville blive, siger Jenna og fortsætter:

– Men det var en ren pengemaskine, og det var direkte tortur at bo der. Vi led under ekstremt omsorgssvigt, og stedet endte med at blive lukket af myndighederne. Mange af børnene blev tæsket, og en af drengene fik endda brækket sin arm og sparket tænderne ud. De kaldte det ”nødvendig magtanvendelse”, men jeg ved, hvad jeg så, og det var på ingen måde nødvendigt.

Psykiske overgreb

Jenna slap selv for tæv.

– Jeg tror ikke, de turde gøre noget ved mig, for så ville jeg nok bare smadre en flaske i hovedet på dem. Men jeg undgik ikke de psykiske overgreb. Når jeg skulle i bad, blev der for eksempel sat en timer på, så jeg kun havde fire minutter. Og halvdelen af tiden var der koldt vand. De sagde, det var for at spare, men jeg kender ikke andre, der sætter timere på børn på den måde. Det er helt vanvittigt at tænke over, at jeg har boet sådan. 

Der gik ikke længe, før Jenna stak af. Hun løb hjem til sin far. Det var egentlig ikke, fordi hun havde et brændende ønske om at bo hos ham, men hun havde ikke så mange andre steder at tage hen. Og på den måde kunne hun se sin lillebror igen.

Han var flyttet tilbage til deres far, som havde lovet myndighederne at tage antabus, hvis han fik sin søn hjem.

Tog kvælertag

– Min far tog kvælertag på mig, da jeg kom, og i ren refleks stak jeg en kuglepen igennem kinden på ham. Han havde slet ikke ændret sig. Han drak sig ihjel til sidst, siger Jenna og tilføjer trist:

– Min bror snakker jeg ikke med mere, og det er underligt at tænke på, at vores liv er endt så forskelligt.

    Efter episoden med sin far flyttede Jenna ind på et udslusningshjem, hvor hun igen blev overladt til sig selv. Men denne gang var hun parat til at stå på egne ben, selv om hun kun var 15 år. 

Fandt trøst i kunsten

– Det passede mig fint, at jeg fik mit helt eget værelse og selv skulle lave mad og gøre rent. Jeg elskede, at jeg bare kunne lukke døren og få ro. Der var ingen, der råbte ad mig mere. Og der var ingen, der regulerede mit vand. Jeg bestemte over mig selv, og det var det bedste, der kunne ske. Jeg har slet ikke været udadreagerende siden.

I de mørkeste perioder af Jennas opvækst var det kunsten, der holdt hende oppe. Hver gang hun sad alene med de tunge følelser, hjalp det at kaste sig over et kreativt projekt. Hun syede sine egne ting, før hun var gammel nok til at blive betroet en nål. Og hun malede portrætter, der fik de voksne til at stoppe op og komme med anerkendende kommentarer. Noget, hun higede inderligt efter, fordi det skete alt for sjældent.

Fra børnehjem til storfamilie

– Når jeg fordybede mig i mine projekter, kunne jeg lukke alt det triste ude. Det var en form for meditation for mig. Samtidig fik jeg mine frustrationer ud ved at udtrykke mig gennem kunsten. Jeg elskede at skabe noget, for så kunne jeg se, at jeg ikke var helt uduelig, som min far ellers havde sagt til mig.

Skabte sit første firma

Jenna fik for alvor tid til de kreative projekter på udslusningshjemmet, og da hun som 16-årig flyttede i sin egen ungdomsbolig, havde hun allerede skabt sit første firma.

– Jeg fik en idé om at lave specialdesignet interiør til burdyr, og det viste sig, at der var et kæmpe marked for det. Folk var vilde med, at de for eksempel kunne få farvestrålende minimøbler til deres hamster, så den ikke skulle løbe rundt i et kedeligt bur, fortæller Jenna, som solgte sine produkter via en hjemmeside, hun også selv designede.

– Jeg kom ind på en produktionsskole, hvor jeg brugte al min tid på at udvikle hjemmesiden. Det var første gang, jeg sådan rigtigt gik i skole. 

Jennas firma blev så stor en succes, at hun til sidst ikke kunne følge med efterspørgslen længere. Så hun valgte at stoppe.

– Jeg brød mig ikke om presset. Det havde jeg haft nok af i mit liv, forklarer hun.

Genforenet med mor

I stedet flyttede hun til USA. Det var Jennas mor, der gav hende flybilletten.

– Vi blev genforenet, da jeg som 19-årig fik konstateret livmoderhalskræft. Hendes egen far døde af kræft, og jeg tror, det satte noget i gang i hende, at jeg nu også var blevet ramt. Dér kunne hun pludselig mærke noget – en lyst til at være der for mig. Hun kom bare en dag og ringede grædende på min dør, og siden har vi snakket sammen næsten hver dag.

Jenna fik heldigvis bortopereret kræften og blev hurtigt erklæret helbredt. Genforeningen med hendes mor var mere kompliceret.  

– Jeg var jo stadig vred på hende, fordi jeg følte, at hun skyldte mig al den tid og opmærksomhed, jeg ikke fik fra hende som barn. Jeg forsøgte at tage kontakt til hende mange gange, hvor hun ikke ønskede at se mig. Tanken kan også gøre mig vred i dag. Alligevel elsker jeg min mor, og jeg har tilgivet hende. Hun kan jo ikke gøre for, at hun har nogle psykiske skavanker, der gør, at hun ikke kunne være der tilstrækkeligt for sine børn.  

Succes i Beverly Hills

I USA fik Jenna hurtigt succes med et nyt firma, hvor hun designede unikke invitationer til store fester i Beverly Hills. Hun endte dog med at trække stikket, da hun igen ikke kunne følge med efterspørgslen. På det tidspunkt var hun også netop blevet mor til tvillingerne Saga og Sejr. 

Efter lukningen af firmaet rejste Jenna tilbage til Danmark for at bo tættere på sin mor. Hendes amerikanske mand tog med, men forholdet holdt ikke, og han flyttede tilbage til sit hjemland. Selv om Jenna nu havde nok at se til som alenemor, kedede hun sig i Odense. Byen manglede en smule af den glamour, hun havde set i USA.

Via Facebook arrangerede Jenna derfor aftener, hvor negleinteresserede kvinder kunne mødes i hendes stue og ordne negle sammen. Hun havde altid selv elsket at skabe små kunstværker på sine negle, og håbet var, at hun samtidig kunne få nogle nye venner. Kvinderne, der dukkede op, faldt i svime over Jennas evner.

– Alle ville have lavet negle af mig, og det skabte en enorm interesse, fordi rygtet blev spredt. Hver gang jeg lagde et billede af mine negle på internettet, blev jeg bombarderet med beskeder. Da jeg besluttede mig for at gøre det til en forretning, blev jeg booket i halvanden måned den første dag.  

En ny chance

Det er nu seks år siden, at Jenna flyttede tilbage til Danmark og indledte sit negleeventyr. I dag er hun den stolte ejer af to succesrige forretninger midt i Odense. Den ene, Jennails, er udelukkende en neglesalon, mens den anden, The Beauty Box, er en skønhedsklinik, hvor man ud over sine negle også kan få plejet hud, bryn og vipper.

For ikke at brænde ud har Jenna nu ansatte til at hjælpe sig, så hun kan tage tingene i eget tempo – og få tid til at deltage i konkurrencer. I 2016 vandt hun DM i neglekunst, og sidste år blev hun nummer seks i den globale Next Top Nail Artist-konkurrence. Derudover har hun fundet tid til at medvirke i DR-dokumentaren over fire afsnit “Dronningerne af neglekunst”.

Jimmy blev misbrugt som barn: Jeg kommer aldrig til at tilgive min far

Jenna har ansat sin mor som rengøringsdame i sine firmaer. Det er ikke hver dag, hun dukker op, og resultatet er måske ikke altid det bedste. Men det har bragt dem tættere sammen.

– Hun har fået en ny chance for at være en god mor, og det har helet os, at hun går og fejer og pussenusser i forretningen. Hun hjælper mig på den måde, hun nu kan, og hun er faktisk også en rigtig dejlig mormor for mine børn. Ved at hun er der for dem, føler jeg, at hun alligevel giver mig noget af det, jeg ikke fik. Hun kan stadig kun magte børnene på bestemte tidspunkter, men jeg har affundet mig med, at det ikke bliver anderledes. Jeg vælger at fokusere på, at det føles godt, når hun er der.

Vil inspirere andre

En anden af Jennas ansatte er den jævnaldrende Yasmin. De lærte hinanden at kende, da de boede sammen på opholdsstedet, som blev lukket af myndighederne.

– Hun er min bedste medarbejder og den eneste, jeg har fra den tid. Hun forstår mig som ingen anden, og vi holder sammen i tykt og tyndt. Vi er lykkelige for, at vi har hinanden, og for at vi begge klarede den.

Jenna håber, at hendes historie kan være med til at inspirere andre.

– Selv om man har oplevet svære ting, er der altid en vej ud af mørket. Mine bedste råd er: Find en ting du er god til, og læg al din energi i den ting. Det giver styrke og selvtillid, og de dårlige tanker forsvinder, når du fylder din tid med noget godt. Acceptér, hvad der er sket, og kig så fremad. Lad ikke nogen begrænse dig, men gør i stedet dine drømme til dit mål.

Mere fra Ude og Hjemme

image beaconimage beaconimage beacon