Du bruger en ældre browserversion. Brug en understøttet version for at få den bedste MSN-oplevelse.

Sygeplejerske og SF'er: Havde det været kræft, havde vi aldrig accepteret det svigt

A4 Nu's logo A4 Nu 31-12-2019 Lise Müller, sygeplejerske, blogger og næstformand i SF,
Lise_M__llerr_2017_1650px-top Lise_M__llerr_2017_1650px-top

FORESTIL DIG, at du skal besøge en kær ven på det hospice, hvor han er indlagt. Han har kæmpet længe med en vanskelig sygdom, og nu er han her. Du går ind over det grønne terræn og træder ind af dørene. Du går ned af lange trøstesløse gange med afskallet maling og ensfarvede vægge. Hvide, grå eller gråt i gråt. Få billeder, hvis nogle overhovedet. Møblerne mangler mange steder, er slidte eller gået i stykker. Steder emmer af forfald og forladthed. Du træder ind på din vens værelse og ser at bordet er fyldt med snavsede kopper og fyldte askebæger.

LÆS OGSÅ: Sygeplejerske og SF'er: Vores fordomme forhindrer alkoholikere i at blive raske

Hvor mange gange tror du, at en pårørende skal træde ind i et sådan hospice eller et plejehjem for den sags skyld, før verden står på den anden ende og selveste borgmesteren lover at udbedre det hele? 1 gang! 1 gang skal en pårørende opdage det, er mit bud. Men sandsynligheden for at det nogensinde kommer til at ske, at kræftpatienter skal være i sådanne vilkår er lig nul (heldigvis).

Det er til gengæld, hvad vi byder nogle af vores mest udsatte borgere, de meste komplekse. De med psykiatriske lidelser.

Gør som 25.000 andre: Få nyhedsbrevet A4 Morgen og hold dig opdateret...
Ja, tak!

SOM SYGEPLEJERSKE kan jeg se, at de tilbud, vi har til mennesker med psykiatriske lidelser og/eller stofmisbrug stadig halter voldsomt bagud. Det ser jeg som hjemmesygeplejerske, de steder jeg er kommet som besøgende på institutioner og som ven til pårørende og som pårørende selv.  Det er stadig forbundet med helt utrolig tabu, så alle kæmper stort set alene og i tavshed. Jeg tænker også her på de mange mødre, fædre, søstre, brødre og børn hvis egne velbefindende og helbred er helt knyttet sammen med den syges.

I denne jul har nyheden om to dødsfald påvirket mig særligt. Den ene er Ari Behn, den anden er Dina Al-Erhayem. Det har berørt mig dybt, at de trods ressourcer og tilsyneladende succesfulde liv har opgivet og formodentlig har valgt døden. Det siger lidt om, hvor tunge, vanskelige og nedbrydende psykiatriske lidelser er. Det siger en hel del om deres egne og deres familiers kamp.

Psykiatriske lidelser burde behandles som en akut sygdom

Lise Müller, sygeplejerske, blogger og næstformand i SF 

Hvis det havde været næsten hvilken som helst anden fysisk lidelse, som fik mennesker til at give op og vælge livet fra, så ville sundhedsvæsnet, forskningsverdenen, det politiske niveau være på den anden ende. Vi ville ikke tillade det. Vi ville ikke acceptere det. Hører du? Vi ville ikke acceptere det.

VI GØR det ikke godt nok. Vi har ikke nok forskning, ikke nok behandling, ikke nok sammenhæng, ikke nok samarbejde, ikke nok uddannelse, ikke nok fokus og ikke nok ressourcer.

Psykiatriske lidelser burde behandles som en akut sygdom – så den fik den fornødne opmærksomhed - og organiseres som en kompleks sygdom – så den samme fokus på sammenhæng, dygtighed og relationer, som andre komplekse tilstande. Lige nu kan vi knapt rekruttere personale.  Vi burde tiltrække de bedste til arbejdet i psykiatrien og med mennesker med psykiatriske lidelser med uddannelsestilbud, høj løn og gode arbejdsforhold og frem for alt dygtige, visionære ledere, der kan få os til at stræbe efter at gøre det endnu bedre. Det starter alt sammen med det politiske niveau. Vi har talt om det i årevis, men det er kun blevet ved talerne.

Lad 2020 blive det år, hvor vi endeligt bryder tabuet, opruster hjælpen og tilbuddene til mennesker med psykiatriske lidelser. Lad 2020 blive det år, hvor det er de psykisk syge og deres familiers tur.

Mere fra A4 Nu

image beaconimage beaconimage beacon