Du bruger en ældre browserversion. Brug en understøttet version for at få den bedste MSN-oplevelse.

Trials of Mana

Gamereactor's logo Gamereactor 22-04-2020 Paweł Matyjewicz
Trials of Mana © Gamereactor Trials of Mana

Nu hvor Final Fantasy VII: Remake langt om længe er landet på hylderne, så er vi igen, på tværs af branchen, begyndt at diskutere præcis hvordan vi bør forholde os til disse nyfortolkede klassikere, nu hvor det lader til at remakes, og ikke bare remasters, er kommet for at blive. Ortodokse fans vil naturligvis kigge på et spil som det førnævnte, og også Trials of Mana, med afsky, og rynke på brynene over hver eneste lille ændring, der, i deres øjne, ødelægger det spil de elsker så højt. Andre mener at remakes bør redefinere det pågældende spil, og introducere et nyt publikum for det pågældende univers. Hvorimod folkene bag Final Fantasy VII: Remake valgte at betræde en ny sti, så har holdet bag Trials of Mana dog valgt at holde sig til originalens generelle designprincipper, og det viste sig ikke at være det rigtige valg.

Så hvad er Mana-serien egentlig? Under dette navn (der på japansk er Seiken Densetsu) gemmer der sig en JRPG-serie der anses som en kultklassiker, hvor de to bedste kapitler, Secret of Mana og Trials of Mana, er helt tilbage fra SNES-dagene. Dette er et remake af det andet rigtige kapitel i serien (eller tredje hvis man tæller Final Fantasy Adventures).

Selve skaberne bag projektet har tydeligvis forsøgt at bibeholde så mange konkrete elementer fra det originale spil som de overhovedet kunne, men udtrykt igennem moderne teknologi, farvelægning, lyssætning og produktionsdesign, og ofte kan resultatet være direkte storslået. At sammenligne originalens boss-kampe, verdener og karakterer med denne nyfortolkning fylder én med glæde, da hele ånden er bibeholdt, men hvor designet bare er blevet skruet op. Men netop ved at tage så kraftigt udgangspunkt i hvad der er kommet før, så har dette nye Trials of Mana arvet mange af de fejl som originalen også havde. Sådan er det når man vælger, uden videre redigering, at holde på alt hvad et spil der ankom i 1993 kunne byde på. Man ender med at visse scener holder vand, men at der så sandelig også er nogle der føles direkte infantile, hvis ikke dumme. Så selvom Trials of Mana forbliver en elskværdig nyfortolkning af en gammel klassiker, så repræsenterer spillet også en antikveret måde at "remake" gamle spil, særligt sammenlignet med det førnævnte Final Fantasy VII: Remake.

Trials of Mana © Gamereactor Trials of Mana

Nå, lad os vende tilbage til selve spillet. Trials of Mana differentierer sig fra en række andre klassiske JRPG-serier ved at lade os sammensætte hele vores hold fra starten af. Man får lov at udvælge tre ud af seks helte i alt, hvor den førstvalgte karakter bliver historiens hovedperson, hvorimod de andre to bliver kompagnoner igennem hele rejsen. Det her er et unikt karaktertræk for Trials of Mana, der så sandelig ikke er blevet kedeligere med årene, for ikke bare er det ganske smukt at kreere sit hold fra start af, så der er mere tid for sammenholdet til at blive stærkere, men samtidig handler det også om at give tøjlerne til spilleren, så man kan væve sin helt egen historie, der varierer ret kraftigt alt efter hvilken karakter du vælger.

Dog, udover to, måske tre, af karaktererne, så er de faktisk desværre ret uinteressante, og de fleste dialogsekvenser efterlod os ofte med en grimasse, i stedet for et tilfreds smil. Naturligvis er der en masse variation som følge af seks distinkte hovedpersoner, men netop derfor er deres primære motivation og handlingsgrundlag ofte også en kende tyndt. Eksempelvis vil Riesz bare finde sin bror, og formår ikke rigtig at ytre noget andet, synes noget andet eller tænke på noget andet. Problemet er måske ikke så meget det at karaktererne er simple, men snarere at scenerne, der fremgår i sin originale orden, bare er indsat uden videre tanke på om de reelt set giver mening, og det bliver ikke synderligt bedre at spillet er pænere i en ny grafikmotor, men at visse scener er blevet overført uden megen finesse. Dele af klipningen i mellemscenerne (som der er mange af) kan til tider være lidt for hurtig, og oftest propelleres plottet fremad af mildest talt åndssvage omstændigheder. Der var engang hvor japanske rollespil kunne gøre det her, og fortsat få en til at trække på smilebåndet, men her, 17 år efter, så kræver det altså mere knofedt at få de her scener til at give mening. Selve antallet af distinkte fjender er en kende lavt.

Trials of Mana © Gamereactor Trials of Mana

Summa summarum så er det ærgerligt at Trials of Mana påstås at være et remake. Det mangler netop den nyfortolkning, det mod der skal til for at ændre drastisk på visse elementer på oplevelsen, så det netop kan nydes af et nyt publikum.

Det lyder alt sammen lidt trist, men selvom vi lige havde brug for at fyre vores diverse ankepunkter afsted på én gang, så skal det faktisk ikke forstås på den måde, at Trials of Mana ikke har nogle fantastiske sider, nogle fine karaktertræk og faktisk også nogle gode ideer, spillets alder til trods.

Trials of Mana har charme, og selvom vi ville ønske at holdet bag havde fundet denne og kreeret en oplevelse der fremmer den, i stedet for at modarbejde den med arkaisk design, så er den her unægteligt. Igennem hele rejsen nød vi vores tid med spillet, som mest af alt skyldes tilgængeligheden med et underholdende kampsystem, som kan nydes og udforskes af stort set alle slags spillere, samt den storslåede musik bestående af fængende kompositioner. Her er der desuden også blevet lavet ny musik (se Square Enix, I kan jo godt), og det passer simpelthen perfekt.

Desuden nød vi at fifle med vores karakterers statistikker, for det at placere point i diverse kategorier ender ikke bare med statistiske attributter, men også i unikke evner, og selvom det ved første øjekast virker gammeldags at rode så meget med komplekse "skill trees", så ender med at være forfriskende at skulle tilbringe megen tid på den slags. Det stopper ikke engang her, for hver karakter kan vælge, ved det 18. og 30. niveau, imellem to distinkte karakterklasser, og vores personlige favorit, Duran, kunne eksempelvis vælge imellem at blive en nobel ridder, eller en aggressiv gladiator. Kun én af disse veje kan vælges, og det skaber en unik dynamik, de forskellige medlemmer i gruppen imellem.

NÆSTE
NÆSTE

Det er desuden værd at pointere, at selvom der er visse knaster associeret med at arbejde i en helt ny grafikmotor, og at et lidt lavere budget til tider er ganske tydeligt, så er Trials of Mana i sidste ende ganske smukt at se på. Som nævnt i starten af anmeldelsen er det særligt farverne, lyset og de dynamiske animationer der imponerer, og selvom der er lidt lange loading-tider som resultat, så glæder man sig altid til at se hvad der gemmer sig rundt om det næste hjørne, når man overraskes af den næste farveeksplosion.

Det er i sidste ende umuligt at tale om det nye Trials of Mana, uden at pointere nogle af de arkaiske designlevn, som Square Enix desværre har efterladt i spillet, selvom de havde en unik mulighed for at redigere i den samlede oplevelse. Det trækker ned, men det betyder heldigvis ikke, at spillet ikke er underholdende, smukt og fyldt med gode oplevelser alligevel. Det er en mærkværdig kombination af irritationsmomenter, vidunderlige øjeblikke, rendyrket frustration og gedigen spilleglæde. Det er her alt sammen. Det eneste vi mangler er noget der kan overraske en smule, men det har Trials of Mana bare ikke noget af.

NÆSTE
NÆSTE

Mere fra Gamereactor

image beaconimage beaconimage beacon